Rekordmange overnatninger rundt om i Danmark i oktober

Både danskere og turister har i oktober været med til at give rekordmange overnatninger herhjemme. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Både danskere og turister har i oktober været med til at give rekordmange overnatninger herhjemme. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

De danske hoteller og feriecentre havde travlt i efterårsferien, og det bidrog til rekordmange overnatninger herhjemme i oktober.

Ifølge Danmarks Statistik var der næsten 2,4 millioner overnatninger fordelt ud over de danske hoteller, feriecentre, campingpladser og vandrerhjem i oktober.

Det var en stigning på 90.000 overnatninger i forhold til den hidtidige oktober-rekord fra sidste år.

Stigningen i dette års oktober skyldes især et voksende antal overnatninger på hoteller i Region Hovedstaden.

»Her steg både udenlandske og danske overnatninger med syv procent i forhold til året før i form af henholdsvis 30.000 flere udenlandske og 25.000 flere danske overnatninger«, skriver Danmarks Statistik.

Også de danske feriehuse har haft en travl oktober.

Der har således været 2,3 millioner overnatninger i udlejede feriehuse, og det var rekordmange for måneden, oplyser Danmarks Statistik.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her