Overturisme er ved at ødelægge den danske hovedstad ifølge det verdenskendte rejsebogsforlag, som i 2018 placerede København som nummer 1 af de 10 byer, man skulle besøge i 2019.

Alt for mange turister: Lonely Planet advarer mod at besøge København

Københavns Nyhavn er et af de områder i hovedstaden, som er ramt af og stærkt plaget af overturisme.
    
   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Københavns Nyhavn er et af de områder i hovedstaden, som er ramt af og stærkt plaget af overturisme. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

I 2018 var København nummer 1 på rejsebogsforlaget Lonely Planets top-10 over byer, som storbyrejsende skulle besøge i 2019, foran byer som kinesiske Shenzhen og Novi Sad i Serbien. I eftersommeren har tonen ændret sig, og Lonely Planet advarer nu mod at besøge den danske hovedstad på grund af overturisme. I stedet skal man vælge mindre overrendte byer.

Lonely Planet beskriver stadig København som et attraktivt turistmål med historisk charme, fremragende gastronomi, banebrydende arkitektur og et up to date-natteliv.

Men forlagets Sasha Brady skriver i artiklen ’Is Copenhagen the latest city to fall victim to overtourism’, at København konstant betegnes som en af de livligste og lykkeligste byer i verden, og det virker som en magnet på millioner af turister, der vil opleve vores ’hygge’, som Sasha Brady skriver.

Millioner af overnatninger

Problemet er, at der er alt for mange mennesker, som vil hygge sig i København. Sasha Brady henviser til en EU-rapport fra 2018, ’Research for Tran Committee – Overtourism: impact and possible policy responses’.

EU-rapporten peger på 105 områder i EU, som er ramt af overturisme, og København er altså et af dem. Problemet er, at turisterne hovedsagelig holder sig til Indre By og befolker steder som Nyhavn. Hele 87 procent af de besøgende bliver i centrum.

Og der er tale om store tal. Antallet af turistovernatninger – både udenlandske og danske – er steget med 74 procent i løbet af de seneste 10 år. Sidste år var der 8,8 millioner betalte overnatninger i København, og så er de 1,9 millioner Airbnb-brugere ikke talt med, skriver Sasha Brady.

Desuden skal man indregne de 868.000 krydstogtgæster, som lagde til i København sidste år, men som selvfølgelig ikke alle gik i land.

For lidt og for sent

Det tal ventes at blive fordoblet i 2030 ifølge Wonderful Copenhagen, som vil forsøge at sprede turisterne ved at markedsføre Vesterbro, Nørrebro og Nordsjælland. Det har Ditte Furstrand fra Wonderful Copenhagen da også har gjort opmærksom på via Lonely Planets Twitter.

EU-rapporten roser netop også myndigheder og organisationer for at være bevidste om overturisme og for at have taget flere afhjælpende initiativer, men rapporten konkluderer, at disse kun har haft beskeden indflydelse på mængden af turister i det centrale København.

Sasha Brady citerer danske turismeforskere som Jane Widtfeldt Meged fra Roskilde Universitet, der er enig i EU-rapportens konklusion, og som siger, at der er tale om »for lidt for sent«, når det gælder initiativerne til at bekæmpe overturisme i København.

Poul Husted

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her