Troels Bech, 53 år
Som Dante befinder jeg mig halvvejs på vandringen i min livsrejse – og halvvejs på mit livs rejse. I modsætning til den store digter er jeg dog ikke i en mørk skov, men på en hvid strand i solopgang. Og jeg har min Beatrice med mig. Modsat hans barnløse kærlighed har vores bragt 8 børn med sig, og den ene af dem har sin kæreste med. Så tilsammen er de mine 10 cirkler i paradis. Så kan jeg rejse nok så meget rundt i denne store, lille verden, men Himmeriget har jeg ved min side. Som dedikeret og engageret menneske har jeg ikke været vant til at have så meget uafbrudt tid sammen med mine kære, så det er en kæmpe gave, de gav, da alle sagde ja til at tage med. Og uvant, som det er, er der også en snert af renselse at gøre. Men hvis dét er skærsilden, er den nådig.
Halvvejs betyder også, at udkommet af rejsen ikke står klart for mig. Måske ender jeg med at ønske mig mere af det liv, vi efterlod i Danmark – men jeg tror nu nok, noget har ændret sig. For hvem kan være uberørt af Galapagos’ tidløse ro og dyreliv, inkaernes evne til at bringe himlen til jorden, saltørkenens livfulde goldhed, synet af 10.000 pink flamingoer i en hvid sø i 4.500 meters højde i Bolivia, tåregas i øjnene i Santiago, Patagoniens råhed og skønhed, Iguazús kaskader, Bocas trommer, New Zealands helstøbthed og Thailands øparadis?
