Til hest. Troll, Telman, Bruce og Öglan står sadlet op side om side. De er 4 ud af 24 varm- og koldblodsheste, der bærer turister ud at opleve svenske Idre Fjäll på hesteryg. Jeg får 6-årige Öglan med brun pels og sort manke, der er fin til nybegyndere, forsikrer guiden Johanna mig.
Vi begynder ad små grusstier og videre ind i en tæt skov, hvor meterhøje grantræer omringer os.
»Hold god afstand til hinanden«, råber Johanna, da Öglan nærmer sig Bruce foran. De vrinsker, mens de møver sig ind mellem nogle tætstående træer. Öglan kommer for tæt på træet, og mit ben skraber hen ad barken. Videre op ad skovens små bakker.
Johanna fortæller, at der findes bjørne i skoven, som lever af bær og svampe. Jeg kigger ihærdigt rundt, men Johanna griner og siger, at bjørnene ses yderst sjældent. Da vi når det åbne fjeld, ser vi til gengæld en håndfuld rensdyr med enorme gevirer.
