Det bliver dog meget hurtigt tydeligt for mig, at Arambol har ændret sig en hel del, siden jeg var her sidst. Blot mængden af mennesker er mere end tredoblet. De ellers pæne håndmalede skilte er skiftet ud med blinkende neonlys, og på begge sider af vejen popper den ene salgsbod op efter den anden. De hinduistiske mantraer er skiftet ud med vestlig musik, og lydniveauet er generelt kraftigt forhøjet. Den klassiske slentretur langs hovedgaden er overtaget af duttende horn og mere trafik, end hvad der klæder den lille landsby. Og så står alle restaurant-menuerne på russisk.
Turismen i Goa har gennem længere tid været kraftigt stigende. Det økonomiske boom i Indien har gjort, at middelklassen er vokset voldsomt. Den udgør over 200 millioner mennesker, som potentiel set har råd til at tage på ferie i Goa. Derudover har russerne virkelig gjort deres indtog i Indien. Der ankommer fire direkte fly om dagen fra Moskva til Goa.
På stranden i Arambol er solen så småt ved at gå ned. Diverse ritualer og traditioner popper op. Meditation, yoga og mærkelige former for gymnastik i store grupper blender sammen med kitesurfere og fulde turister, der får dessiner af livreddere med piftende fløjter.
Hippier, der ser ud, som om de har været her for længe, dukker op på stranden og sælger ting, de selv har lavet. Lidt længere nede står to russiske drenge og tilbyder fiskeleg med en ølflaske. Det virker, som om Arambol med tiden har forvandlet sig til et miks af yoga og techno, en form for skizofrent identitetsløst åndehul, hvor ingen rigtig passer ind.
