Rejsebranchen er en af de hårdest ramte brancher i dansk erhvervsliv. Branchen var den første, som oplevede, at coronaen ikke kun rammer os på sundheden, men også på økonomien, og derfor er det nok også en af de brancher, som vil være påvirket i længst tid. Derfor tilfører et bredt flertal i Folketinget yderligere 725 millioner til rejsebranchen, som skal holde hånden under de flere tusinde, der arbejder i hos rejseudbydere og -bureauer.
Sådan begrundede erhvervsminister Simon Kollerup på et pressemøde, at Folketingets partier bortset fra Nye Borgerlige har indgået en ny aftale.
»Hjælpepakken skal bidrage til, at danskerne også fremover kan komme på ferie med en danskejet virksomhed. De 725 millioner lægges oveni statsgarantien på 1,5 milliarder, vi tidligere har tilført Rejsegarantifonden. Vi udvider ordningen, så rejseudbydere kan få dækket udgifter til rejser, som er blevet afbrudt på grund af corona. Det kan være udgifter til ombookning af fly eller erstatning til forbrugerne for tabt ferie«, sagde Simon Kollerup.
De 600 millioner kroner til Rejsegarantifonden skal netop gå til at dække pakkerejser, som blev aflyst som følge af coronakrisen frem til 13. april, mens de 125 millioner skal polstre Rejsegarantifonden efterfølgende.
Individuelle lån
Erhvervsministeren tilføjede, at man har lyttet til rejsebranchens ønske om at hæfte individuelt for de lån, som rejsebureauerne og -udbyderne måtte optage fra statsgarantien på 1,5 milliarder kroner. Det har vakt voldsom kritik i rejsebranchen, at man skulle hæfte kollektivt, så bureauer eller udbydere risikerede at komme til at betale store summer, selv om de ikke havde fået et lån. Den nye ordning gælder fra 14. april og fremefter.
Partierne er også blevet enige om, at der i EU-regi skal arbejdes for en midlertidig voucherordning. Ved aflyste rejser vil forbrugeren få en voucher, som er gyldig i 18 måneder, men forbrugeren kan få udbetalt pengene allerede efter 12 måneder, hvis han eller hun alligevel ikke ønsker at rejse.
Victoria Velasquez fra Enhedslisten siger, at hun ikke specielt glad for voucher-løsningen: »Vi havde hellere set, at forbrugeren straks fik pengene tilbage, men vi har lyttet til folk, som siger, at det vigtigste er, at de rejsende kan få pengene tilbage, også selv om det er efter 12 måneder. Det vigtigste for os med aftalen har været sikre at arbejdspladser, og at skatteborgernes penge ikke kan sendes i skattely, når vi laver hjælpepakker«.
På den modsatte fløj er Hans Kristian Skibby stærkt tilfreds med voucher-ordningen: »Hvis et firma går konkurs, og kunden har en voucher fra det pågældende firma, så refunderer Rejsegarantifonden voucheren vel at mærke, hvis der er tale om en pakkerejse. Hvis man selv har købt flybillet og bestilt hotelværelser, er man på den«.
Hans Kristian Skibby var også glad for, at den kollektive tilbagebetalingsordning af statsgarantien på 1,5 milliarder er afskaffet, så der betales individuelt. Han beklagede dog, at den nye ordning kun gælder fra 14. april, men »vi kan ikke lovgive med tilbagevirkende kraft«.
Theresa Berg Andersen fra SF hilste også den nye tilbagebetalingsordning velkommen, for det er vigtigt, at »rejsebureauer ikke skal hæfte for en gæld, som de ikke selv har stiftet«.
I SF vil man arbejde for at få ændret løbetiden på lånene til 12 år eller mere, så rejsebranchen får mulighed for at komme på benene igen efter coronakrisen.
Rejsebranchen tilfreds
Hos Dansk Rejsebureau Forening, der repræsenterer omkring 100 mindre og mellemstore rejseselskaber i Danmark – herunder Albatros, FDM Travel og Jysk Rejsebureau – er der tilfredshed med aftalen.
»Den helt ekstraordinære situation, rejsebranchen befinder sig i, stiller store krav til rejsebureauernes likviditet – en likviditet, de færreste har haft«, siger administrerende direktør Lars Thykier til Ritzau.
»Derfor er vi meget glade for, at erhvervsministeren og et massivt flertal i Folketinget i dag har besluttet at holde hånden under rejsebranchen med en hjælpepakke«, siger han i en kommentar.
fortsæt med at læse



























