Ja ja, du bor da bare hos Oda«, lyder det kækt og ganske selvfølgeligt i den mail, der dumper ned i min indboks fra Visit Faroe Islands. Forsigtigt og måske i virkeligheden med et gran skepsis havde jeg spurgt, om det overhovedet var muligt at bo på øen Mykines. Bare sådan lige for at være sikker, for nok er jeg ivrig efter at opleve suler og søpapegøjer, men det er ikke sikkert, at de ville bryde sig om, at jeg gjorde dem selskab medbringende sovepose og natsokker.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, da jeg i øsende regn og tordenvejr går om bord på den lille færge i Sørvágur, og vi begiver os mod Færøernes yderste ø. Himmel og hav står i ét på vej ud af havnen, og vandet pisker mod ruderne.




























