Danmark vil fra starten af december indføre en regional model for rejsevejledninger for landene i EU/Schengen og Storbritannien. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Den nye model betyder, at Udenrigsministeriet vil se på smitten i den enkelte region og ikke hele landet, når det skal vurdere, om det vil anbefale eller fraråde rejser.
For eksempel kan det munde ud i, at man i fremtiden kan anbefale rejser til de De Kanariske Øer, men fraråde rejser til resten af Spanien.
FAKTA
Sådan bliver de nye rejsevejledninger
Modellen vil samtidig betyde, at Udenrigsministeriet kan fraråde rejser til en enkelt region med høj smitte, selv om resten af landet har et lavt smittetryk.
Samme grænse som i dag
For at der vil blive anbefalet rejser til en region, må smitten maksimalt være på 30 nye tilfælde om ugen per 100.000 indbyggere. Det er samme grænse, som der er gældende i dag.
I øjeblikket er smitteniveauet i hele Europa dog på et niveau, så der ikke umiddelbart er udsigt til at blive ændret på rejsevejledningerne. Udenrigsministeriet fraråder i øjeblikket rejser til hele verden.
Den nye model er en udløber af, at Folketingets partier i august blev enige om, at regeringen skulle se på, om der kunne laves en ny model. Det har gennem hele coronaudbruddet været et stort ønske for rejsebranchen.
»Med de nye testdata fra ECDC kan vi fremover lave en markant mere finmasket rejsevejledning, end vi kender i dag. Det giver os mulighed for at holde lav-smitte-regioner åbne, forudsat at landene leverer de her nødvendige sundheds- og testdata. Tilsvarende kan vi nu med større præcision gå ind og lukke ned for regioner med højere smitte. Det vigtigste hensyn vil fortsat være danskernes sundhed, sikkerhed og tryghed. Pandemien raser stadig globalt og i Europa, og det er rejsevejledningerne en afspejling af«, skriver udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) i en pressemeddelelse.
Han fortsætter:
»Jeg må samtidig understrege, at smitteniveauet i Europa stadig er foruroligende højt og der vil, på grund af det høje smittetryk og fortsat manglende data for en række lande, ikke umiddelbart være regioner der nu åbner op. Derfor skal det her ses som en fremtidssikring af modellen for rejsevejledningerne«.
Kortere tid i selvisolation
Når den nye regionale model for rejsevejledninger træder i kraft i begyndelsen af december ændres anbefalingen om, at man bør gå i selvisolation i 14 dage, når man kommer hjem fra en rejse, til kun 10 dage. Og denne periode kan forkortes yderligere, hvis man fire dage efter hjemkomst, hvor man har holdt sig isoleret fra omverdenen, får taget en test og får et negativt svar. Det vil i praksis betyde, at man kan nøjes med 5 dage i isolation i stedet for 14.
ritzau
fortsæt med at læse




























