Vi er omgivet af en symfoni i grønt. På begge sider af motorvejen A6 fra Frankfurt mod Paris er der her i Saarland småbjerge – set med danske øjne er det i det mindste bjerge – dækket med træer og buske.
Hvad man end måtte vide om den lille delstats historie med kulminer, jernværker og forurenede floder, er det fortid. Saarland er grøn og vil kendes som grøn. 70 pct. af delstaten er dækket af skov. Det tal er for hele Tyskland 36 pct., og det kan da lige nævnes, at det i Danmark er 14,5 pct.



























