Som dreng faldt jeg over et gammelt eksemplar af fiskegrejproducenten ABU’s blad Nap og Nyt med et billede af overlærer Tyge Pedersen på forsiden. Han havde været ude og fiske i fjorden ved Nuuk, og nu sad han i fedtlæderstøvler og overlærerbriller og poserede med en 2 meter lang og 105 kg tung hellefisk, som han havde fanget på sin ABU-stang. Sidenhen læste jeg jævnligt om folk, der fangede fjeldørreder i hvert kast, ja, det var næsten for let. Grønland var det forjættede land for en fiskegal københavnerknægt.
Med tiden fik jeg heldigvis sundere interesser som elektrisk guitar, sprut, stoffer og kvinder, men de store vidder og nøgne fjelde spøgte stadig i baghovedet, så da jeg læste Kim Leines debut ’Kalak’, blev der igen sat strøm til drømmen. Beskrivelsen af Leines tid som selvmedicinerende sexafhængig sygeplejerske i en lille østgrønlandsk bygd er ren rock’n’roll, for når der er 1.000 km til sygehuset i Nuuk, og helikopteren ikke kan flyve på grund af en storm, må den lokale sygeplejerske jo bare gå i gang med gaffertape og sytråd og forsøge at sætte fangerens arm på igen, når nu en eller anden isbjørn eller hvalros eller vred nabo har flået den af.
