1. Nyt liv i uldvarehuset
Døren binder, så jeg må skubbe hårdt til den, før den går op. Men indenfor er der absolut intet ugæstfrit ved Uldvarehuset. En lyshåret kvinde i en stor lysebrun og stormasket striktrøje smiler bredt. »Velkommen, du må være Tina«, siger hun.
Sissal Kristiansen er den ene af to kvinder bag butikken, som åbnede i det tidligere uldvarehus i 2018. »Det var sådan et slags ’Damernes Magasin’ før«, fortæller Sissal og fortsætter: »Men det er altså Jóhanna, der skal have æren for indretningen«.




























