Der er stormvarsel. Noget med tornadoer og en masse regn. De har prøvet det før her på egnen. Det er kun godt et år siden, at Tysklands daværende forbundskansler, Angela Merkel, stod i domkirken her i Aachen i Nordrhein-Westfalen til mindehøjtidelighed for de 180 mennesker, der mistede livet i de vilde oversvømmelser, der hærgede området 14. og 15. juli sidste sommer.
Nu er den gal igen, og byen er reduceret til lodret beton og stablede mursten. Det eneste, der vibrerer i Aachen, er lyden af rallende knallerter og spruttende, tunede BMW’er, der pingponger gennem de mennesketomme gader. En larmende stille aften i Tysklands vestligste storby. Regnen begynder at spille på hotelruderne. Alle holder vejret. Og så holder det op igen.




























