Du troede måske, at alt var fryd og gammen i SAS, efter at flyselskabet og dets piloter 19. juli blev enige om en ny overenskomst. Men der gemmer sig endnu et lufthul, idet medlemmerne af Dansk Pilotforening (DPF), Norske SAS-flygeres Forening (NSF), Scandinavian Norge Flygerforening (SNF) og Svensk Pilotförening (SPF) har skullet stemme om aftalen.
Foreningerne er blevet enige om, at resultatet vil foreligge lørdag 6. august, og umiddelbart peger intet på, at det skulle blive et nej, lyder det fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank og følger SAS og luftfartsbranchen nøje.




























