Klokken 5.30 bliver jeg vækket af hestehove på asfalt, hidsige hundeglam og en symfoni af klokker. Springer ud på altanen til mit lille loftsværelse på byens enlige hotel blot for at se ryggen af 10-15 hyrder til hest og til fods og deres velsagtens 500 får trække gennem de mennesketomme gader i den pastelfarvede betonby. Ud mod græsarealerne i dalen.

Det er daggry i Këlcyrë. Jeg er nået halvvejs – 200 kilometer, 5 dage og næsten lige så mange tabte kilo – på min solocykeltur gennem Albanien.