Uret viser 01.30, og det er stadig ikke blevet mørkt udenfor. På tredje time ligger vi, vender og drejer os utålmodigt i sengene i håb om, at søvnen kommer snigende. Hovedet vil gerne sove, men kroppen kan ikke finde ro.
Vi er kun 12 timer nord for København i bil, men her i juni er der slet ikke en time uden lys i den norske Nordfjord. Trods gardiner klemmer lyset sig ind fra siden på vores værelse, hvor selveste dronning Wilhelmina af Nederlandene har boet under sit besøg på det gamle familieejede hotel fra 1896.




























