Helle Kramer, der driver Troldegården, en bed and breakfast lidt uden for Køge, har lige nu 196.000 kroner til gode hos Booking.com. Et beløb, der øges dag for dag, fordi den hollandske bookingportal i otte uger ikke har overført penge for de bookinger, kunderne har foretaget på Booking.com.
Og hun er langtfra den eneste. Ifølge branchemediet Turistmonitor har hotelkæden Danske Hoteller, der består af 25 hoteller, sammenlagt fire millioner kroner til gode.