Den udskældte ferieboligportal Booking.com siger til brancheforeningen Horesta, at der er penge på vej.

Booking.com lover at betale tilgodehavender fredag

Der bør være penge på vej til de danske hoteller. Foto: Emil Agerskov
Der bør være penge på vej til de danske hoteller. Foto: Emil Agerskov
Lyt til artiklen

Noget tyder på, at danske hoteller og andre virksomheder, der har lejet værelser og ferieboliger ud via bookingportalen Booking.com, snart kan forvente at få deres tilgodehavende udbetalt.

I hvert fald har brancheforeningen Horesta ifølge DR onsdag fået besked fra selskabet om, at pengene vil blive udbetalt fredag.

Det sker, efter at Horesta mandag henvendte sig skriftligt til Booking.com med en trussel om sagsanlæg, hvis ikke pengene dukkede op senest i dag.

»Jeg tror, at det har gjort indtryk på dem. Det er jo også en stor og global spiller, så jeg tænker, at de har al mulig interesse i, at det her ikke gentager sig, i forhold til hvad de har lovet før«, siger Pia Voss, administrerende direktør for Horesta, til Ritzau.

Hun hentyder til, at Booking.com tidligt på sommeren informerede sine partnere om, at man på grund af tekniske problemer var nødt til at skubbe udbetalingerne nogle uger.

Alligevel er det skyldige beløb bare vokset sommeren over hos mange udlejere, ikke bare i Danmark. Men nu skulle der altså være udsigt til en løsning.

»Internationale betalinger kan godt være nogle dage undervejs, så pengene dukker nok tidligst op i næste uge. Men vi følger det selvfølgelig til dørs«, siger Pia Voss.

Hun ved ikke, hvordan det er lykkedes for Booking.com at løse problemet, og hun har heller ikke overblik over, om det er alle danske udlejere, der kan se frem til at få deres tilgodehavender udbetalt.

»De har ikke bedt om en specifik liste over, hvem vi repræsenterer. Så derfor tror jeg egentlig, at det her kommer til at dryppe ud over hele branchen«.

»Men havde vi og vores medlemmer ikke været med til at hejse det her flag, så var det måske ikke accelereret i samme tempo«, siger Pia Voss.

De seneste uger har der været en række historier fremme i medierne om større og mindre danske udlejere, der har penge i klemme hos bookingportalen.

Hotelkæden Danske Hoteller har for eksempel ifølge Turistmonitor 4 millioner kroner til gode.

Booking.com beklager

De forsinkede betalinger til danske kunder på Booking.com skyldes uforudsete tekniske problemer. Og platformen beklager den ulejlighed, det har medført for de danske kunder.

Sådan lyder det i en udtalelse fra Booking.coms fungerende landechef, Christina Jacobsen, til erhvervsminister Morten Bødskov. Han har til flere medier erklæret, at han er forarget over selskabets opførsel.

Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv har delt udtalelsen med Ritzau.

»Vi beklager dybfølt forsinkelsen og den betydelige ulejlighed, det har udgjort for de berørte partnere«, skriver Booking.com.

Til DR har Booking.com også tidligere henvist til uventede tekniske problemer som årsag, og i udtalelsen uddyber landechefen, at der er tale om et teknisk arbejde med Booking.coms betalingssystemer, som skulle gennemføres i juli, men som har medført problemer.

»Vi har arbejdet hårdt for at gøre dette vigtige arbejde færdigt inden for den korte tidsramme, vi fik stillet«, skriver Christina Jacobsen i udtalelsen.

Hun uddyber, at Booking.com i juli genoptog udbetalingerne til »størstedelen« af sine kunder. Men for et »overordnet set lille antal« er udbetalingerne blevet forsinket som følge af uforudsete tekniske problemer.

Knap 200 overnatningssteder har henvendt sig til Dansk Erhverv om manglende betaling fra platformen.

»Desværre var Danmark et af de påvirkede markeder«, skriver landechefen.

Landechefen oplyser, at alle kunder i juni fik besked om det forestående arbejde med betalingssystemerne, hvor det blandt andet blev forklaret, at det kunne komme til at påvirke betalingerne.

Booking.com har over for DR afvist at stille op til interview. Det har heller ikke været muligt for Ritzau at få et interview med selskabet.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her