1Cabanyals husfacader
El Cabanyal var en selvstændig fiskerby, indtil den i slutningen af det 19. århundrede blev integreret i Valencia. Kvarteret kendetegnes ved de mange traditionelle 64 kvadratmeter store 2-etagers huse i maritim stil, hvoraf mange er udsmykket med facader og altaner med farvestrålende fliser i alskens farver. Udsmykningen, kaldet modernismo Valenciana eller trencadís, er inspireret af den modernistiske arkitektur, især Antoni Gaudís mosaikmønstre, fra 1900-tallet.


























