Gragnano er ikke umiddelbart en by, der indbyder til besøg. Byen, der ligger på en bakketop midt mellem Napoli og Amalfikysten, er ikke rigtig grim, men heller ikke rigtig smuk. Her er ingen krogede gader eller snævre gyder. Ingen små torve med skæve huse, kirker med berømte kalkmalerier eller en restaurant, der har dekonstrueret pizzaen og fået en top 10-plads på World’s 50 Best Restaurants-listen.
Til gengæld bliver besøgende eller folk, der pludselig er kommet på afveje, i en rundkørsel ved indgangen til byen mødt af et stort skilt sat op på noget, der ligner et tæppe af kunstigt græs.




























