Da vi kommer til fyrtårnet på Punta Lariño, er der vindstille. Alligevel bliver vi mødt af et lydtæppe af bølgebrus og synet af hvidt skum, der bliver kastet op mod klipperne foran fyret. Bølgerne er ligeglade med, at luften står stille, for langt ude på Atlanterhavet, hvor de kommer fra, var der storm. Og damen, der modtager os i den tidligere fyrmesterbolig, bekræfter, at her næsten altid er skum på bølgerne.
Vi skal gennem en smal spisestue for at komme til vores værelse, der hedder El Cielo, som betyder himlen. Det er det ene af to værelser uden direkte havudsigt. Der er yderligere syv værelser, hvorfra man kan se havet fra sengen. Hos os skal man stikke hovedet ud gennem vinduet. Det gør vi og ser brændingen mod en bugt med klipper afløst af sandstrand foran mørke bjerge.
