Midnatssolen har så småt gjort sit indtog, da vi ankommer til Bodø sidst i maj. Den går i havet midt på natten og står op igen to timer senere, hvilket betyder, at det aldrig er rigtig mørkt. Det er bare ikke nogen garanti for sommertemperaturer. Men vi er heldige, for netop denne aften har solen og varmen valgt at gøre sit indtog nord for polarcirklen. Og det trækker bodøværingene, som de lokale indbyggere hedder, ud i byen. På barer og restauranter langs kajen, på den flydende sauna i marinaen og på torvet, som også ligger ved vandet.
Flere nye hoteller med skybars og cafeer og restauranter med udeservering er skudt op i Bodø de seneste år. Vi besøger restaurant Txaba, der som andre spisesteder på Sjøgata har servering i et glashus helt ude på kajkanten. Her sidder vi med udsigt over havnen, hvor den modsatte side domineres af byens sildeoliefabrik og en række småbjerge.




























