En aftale om løn og arbejdsvilkår betyder, at ansatte i Paris’ lufthavne dropper varslet strejke kort før OL.

Aftale får lufthavnsansatte i Paris til at droppe strejke før OL

Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En mulig strejke blandt lufthavnsmedarbejdere i Paris op til OL er afblæst tirsdag - dagen før den skulle finde sted.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De ansatte i Paris’ lufthavne var af deres fagforeninger blevet opfordret til at strejke 17. juli - ni dage før OL kommer til den franske hovedstad.

Det udsprang af et ønske fra de ansatte om at få mere i løn for at arbejde under de olympiske lege, der varer fra 26. juli til 11. august.

Men der er indgået en aftale om bonusser og arbejdsvilkår mellem tre fagforeninger og lufthavnsvirksomheden ADP, der ejer og driver lufthavnene i Paris, skriver AFP.

Aftalen indebærer blandt andet en bonus, som samtlige medarbejdere vil modtage.

Det var et af de krav, som fagforeningerne havde meldt ud forud for den varslede strejke.

Desuden vil ansatte, der direkte hjælper til med olympiske delegationer og deres bagage, få noget ud over det, lyder det.

Forud for den afblæste strejke havde det også lydt fra medarbejderne, at de ville have ansat 1000 yderligere personer.

De ville også have en garanti for, at de ville kunne holde ferie under legene.

Det står endnu ikke klart, om de har fået opfyldt de ønsker.

De to hovedlufthavne i Paris - Charles de Gaulle og Orly - bliver nogle af de vigtigste ankomststeder til Frankrig for udenlandske besøgende til OL.

Charles de Gaulle venter på udvalgte dage at kunne få op mod 300.000 rejsende på en enkelt dag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her