Tusindvis af kroner ryger hen over bordet, for det her er hasardspil på højt niveau. Enkelte spillere scorer gevinsten og bliver rige, mens andre mister deres ejendomme og går fallit.
Pokerfjæs har Balder Juul Paulsen ikke, da han kan indlemme endnu et hotel i sin portefølje og bryder ud i jubel, men Balder er også kun 8 år og spiller matador med sin storesøster, Thea på 11, og forældrene, Katrine og Kasper, i en campingvogn på DCU-Camping Rørvig Strand ved Nykøbing Sjælland i Odsherred.
»Det er dejligt at komme ud og ikke bare sidde derhjemme og spille på tablet eller Xbox«, konstaterer Balder, da han er færdig med at juble, og Katrine Juul Paulsen supplerer:
»I vinterferien plejer vi at tage i badeland, men det er jo ikke muligt i år. Det er første gang, vi camperer om vinteren, og det er kun et spørgsmål om at tage mere tøj på, når vi går ned på stranden eller hen på legepladsen«.
