5 spor af Bauhaus i Berlin

Lyt til artiklen

Bauhaus er en forkortelse Das Staatliches Bauhaus - en tysk højskole og bevægelse for design og arkitektur som eksisterede fra 1919 til den efter pres fra nazisterne blev lukket i 1933. Her drog flere af de toneangivende kræfter i eksil til USA, hvor de skabte nye modernistiske bygningsværker.

Skolen var en af de mest indflydelsesrige i forhold til de arkitekturperioder, som i dag er en del af modernismen, og der er flere steder stadig mulighed for at se de aftryk, den har efterladt sig - også i Berlin.

Kom med rundt til spændende sociale boligbyggerier, anderledes badeanstalter, sjove designforretninger og det store arkiv, der rummer cremen af alt det gode, som nogensinde er kommet ud af Bauhaus.

I bad med berlinerne

Sæt ikke næsen op efter boblebade, vandmassage og saunagus – Stadtbad Mitte rummer kun en enkelt pool med en 50 meter bane. Foruden at vise din kunnen i brystsvømning og rygcrawl kan du dog også træde vande og nyde arkitekten Carlo Jelkmanns Bauhaus bygning fra 1930, der overlevede bomberne under 2. Verdenskrig.

Stadtbad Mitte, Gartenstraße 5, 10115 Berlin

Beskyttet boligarv

Bruno Taut blev kendt for at opføre Glaspavillonen til Werkbund-udstillingen i Køln i 1914, men er også blandt de arkitekter, der sammen med Martin Wagner og Walter Gropius skabte flest bemærkelsesværdige boligbyggerier i Weimar-republikkens Berlin. Flere af dem er nu på UNESCO's liste over bevaringsværdig kulturarv – det gælder bl.a. Wohnstadt Carl Legien i Prenzlauerberg.

Wohnstadt Carl Legien, Erich-Weinert-Straße, 10178 Berlin

Eksklusive souvenirs

Kulørte rariteter, plastikskriveborde fra 1960’erne men først og fremmest flot, moderne design fra 1920’erne og frem. Schönhauser design er et godt sted at finde en gave – eller at forkæle sig selv – og der er altid god mulighed for at finde Mies van der Rohes Barcelona stol, en Kaiser Dell lampe eller nogle helt tredje fra en af de kendte Bauhaus-designere.

Schönhauser design, Neue Schönhauser Straße 18, 10178 Berlin.

En tur i arkivet

Æstetisk forædling af arbejderklassens livsmiljøer – det var tanken bag de rene linjer og den funktionelle enkelhed, som Ludwig Mies van der Rohe og de andre arkitekter blev repræsentanter for i 1920’ernes Tyskland. I 1932 flyttede Bauhaus-skolen til Berlin, og i dag huser Bauhaus-Archiv Museum für Gestaltung møbler, modeller og skiftende udstillinger i en bygning opført af skolens grundlægger Walther Gropius.

Bauhaus-Archiv Museum für Gestaltung, Klingelhöferstraße 14, 10785 Berlin.

Mesterens sidste hus

Berlin Lichtenberg og Hohenschönhausen er rig på bygninger opført med kommunismens sælsomme sans for æstetik, men når man er færdig med at se på dem, kan man lægge vejen forbi det fine L-formede Mies van der Rohe-Haus fra 1933. Det sidste hus mesteren tegnede, inden han måtte flygte til USA, blev under koldkrigen brugt som vaskeri og garage for den østtyske sikkerhedstjeneste. I dag er her galleri.

Landhaus Lemke/Mies van der Rohe Haus, Oberseestrasse 60, 13053 Berlin.

Tom Nørgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her