En weekend i: Tag på rejse i arkitekturens tegn

Start. Snus rundt på Museet for brugskunst og lær mere om art nouveau. Den ungarske stjernearkitekt Ödön Lechner har designet bygningen
Start. Snus rundt på Museet for brugskunst og lær mere om art nouveau. Den ungarske stjernearkitekt Ödön Lechner har designet bygningen
Lyt til artiklen

Art nouveau, jugendstil, modern style.

Kært barn har mange navne, og selv om de formentlig ikke betyder præcis det samme, er de alle en betegnelse for den kunstneriske stilperiode, der skyllede hen over Europa i årene 1890 til 1910 som en reaktion på industrialiseringens masseproduktion af blandt andet kunst- og brugsgenstande.

Materialernes kvalitet skulle højnes, og der skulle fokus på kunsten i håndværket.

I Danmark blev Københavns Rådhus og Aarhus Teater bygget i art nouveau-stil, men stilen var mest udbredt i storbyer som Paris og Wien – og Budapest.

Her i Ungarns hovedstad blev arkitekterne så begejstrede for den nye stil med de organiske former inspireret af naturen, at det resulterede i, at et forholdsvis stort antal af byens bygninger blev bygget i art nouveau-stil.

Her er byen, hvor du kan spise Michelin-mad for 100 kroner

I Ungarn kaldes stilarten secession, og den er især kendetegnet ved en særlig blanding af klassisk ungarsk arkitektur tilsat eksotiske arkitektoniske elementer fra Indien, Syrien eller Egypten.

Har man været i Budapest før og set byens øvrige seværdigheder, er jagten på byens art nouveau-bygninger en ny og givende måde at opleve den ungarske hovedstad på.

Inden udgangen af maj kan oplevelsen suppleres med en særudstilling om den ungarske art nouveau-stjernearkitekt Ödön Lechner. Lechner står for flere af Budapests fantastiske bygninger som Geologisk Museum, St. Ladislaus-kirken samt byens Museum for brugskunst, og han har ikke helt tilfældigt fået tilnavnet ’Den ungarske Gaudi’.

Velkommen til Budapest anno 1890-1910.


Oplev storbyens natteliv i gamle ruiner og forfaldne huse

FREDAG I BUDAPEST

1. Kl. 13: Art nouveau på museum

Det absolut bedste sted at begynde udforskningen af art nouveau er et besøg på Museet for brugskunst – også selv om du i forvejen kender til art nouveau. Den ungarske stjernearkitekt Ödön Lechner har designet bygningen, som forener hinduistisk, islamisk og europæisk arkitektur. Bygningen er et af arkitektens mest interessante værker, så giv dig god tid til at studere den udefra samt dens smukke og stilfulde interiør – bl.a. glasloftspartiet – inden du kaster dig over museets permanente og midlertidige udstillinger.

Frem til slutningen af maj kan man i øvrigt opleve en udstilling om Ödön Lechner og hans arkitektur.

Museum for Applied Arts, Üllöi utca 33-37.

2. Kl. 16: Kaffe blandt smukke møbler

Gør det til vane at kigge op på de bygninger, du passerer – du vil givetvis opdage en del smukke art nouveau-bygninger undervejs. Stop op ved den turkisgrønne bygning Magyar Szecesszió Háza, der er et flot eksempel på Budapests art nouveau-arkitektur. Og indenfor er alt på de 600 m2 dedikeret art nouveau-stilen: møbler, boligtilbehør, malerier og brugskunst – effekter, der samtidig er en del af den tilhørende café, hvor du kan nyde en cappuccino og eventuelt en kage.

Magyar Szecesszió Háza, Honvéd utca 3.

Guide: Budapest lækreste restauranter

3. Kl. 19: Gullasch og art nouveau

Det tidligere Hungaria Badhus, senere Zara Hotel og i dag Hotel Continental er ganske fantastisk og det helt rette sted at spise fredagens middag. De mange navne skyldes, at den spanske tøjproducent Zara har kørt en sag mod hotellet om brugen af navnet Zara og fået medhold, så hotellet blev nødt til at skifte navn.

Navnestridigheder ændrer dog intet ved hotellets fantastiske arkitektur og gennemrenoverede interiør, som med sine kvalitetsmaterialer og runde former er fineste eksempel på art nouveau. Nyd detaljerne ude og inde og hold dig ikke tilbage fra at undersøge hotellets foyer og dets kuplede glasloftsparti og massive indgangdør med de dekorative stregmønstre. Personalet i receptionen er vant til, at nysgerrige turister kigger forbi.

Sørg for at få bord i hotellets restaurant Araz (Zara staves bagfra), og hold dig til de ungarske retter – gullaschsuppen er et must.

Hotel Continental, Dohány utca 42-44.

LØRDAG I BUDAPEST

4. Kl. 10: En dukkert i badehuset

Du har muligvis været i Gellért før, men dengang tænkte du måske ikke over, at Gellért ikke kun er et af Budapests mest kendte badehuse, men også endnu et godt eksempel på art nouveau-arkitektur. Du vil med sikkerhed se på stedets smukke arkitektur og interiør med andre øjne, og det vil give din badetur en ny dimension.

Her er dekorative detaljer i form af blomster som tulipaner og åkander og sirligt lagte mosaikker. Læg også mærke til de flotte mosaikruder i loftet, de fine buer og ikke mindst statuen for enden af bygningen.

Gellért Bad, Kelenhegyi utca 4.

Drop klassikerne: Oplev 10 alternative storbyer

5. Kl. 12.30: Frokost på hotellet

Du skal ud af badehusets bygning og ind på Gellért Hotel for at komme ind på hotellets restaurant, Gellért Brasserie. Restauranten har særlige frokostmenuer, hvor du kan få en to- eller treretters menu til henholdsvis 1.890 og 2.350 HUF (ca. 47 og 59 kroner). Retterne kan bestå af meget andet end den velkendte ungarske paprika og gullasch, for eksempel tomat, røget flæsk, syrnet fløde, fisk eller den særlige stamme af sandart, fogas fra Balaton-søen.

Husk at opleve glas- og blomsterdetaljerne i hotellets foyer, inden du sætter dig til bords.

Gellért Brasserie, Szent Gellért tér 1.

6. Kl. 15: De blindes smukke omgivelser

Budapests Blindeinstitut, der holder til i en stor bygning med fine ornamenter og næsten kirkelige vinduespartier, blev bygget i årene 1899-1904, og det er på mange måder paradoksalt, at blinde har deres gang i så smukke omgivelser.

Instituttet er som sådan ikke åbent for turister, men vagten ved indgangen plejer at være flink og vil for det mest lade dig gå ind uden problemer. Hold dig ikke tilbage, smil til de lærere, du møder på din vej, og du vil sikkert få mulighed for at udforske bygningen uden problemer.

Tjek også bygningens Nádor Hall, hvor der indimellem bliver afholdt koncerter. Hvis du ikke får billet, så forsøg blot at se salen, hvor en kæmpemæssig mosaikrude er hovedattraktionen. Der vil ofte være nogen derinde, der øver sig på klaver, men gå blot ind og smil sødt.

Vakok Intézete (Blindeinstituttet), Ajtosi Dürer sor 39.

Europas navle er kreativ og mangfoldig

7. Kl. 17: Mesterens mesterværk

Geologisk Institut, bygget i 1896-1899, regnes af eksperter for endnu et mesterværk af Ödön Lechner. Der er kun offentlig adgang til bygningen på forudgående bestilling, så tjek instituttets hjemmeside.

Når du ikke at bestille, kan du forsøge alligevel at gå ind via det svungne, turkisblå indgangsparti. Bliver du standset, kan du bare sige undskyld og gå igen og i stedet betragte den smukke bygning udefra. Bemærk eksempelvis det fantasifulde vinduesparti i kantinen inspireret af naturens former eller taget, hvis blå og hvide mosaikker og detaljer er som en afdæmpet og mere stringent version af Antoni Gaudís drageryg på Casa Batlló i Barcelona.

Magyar Állami Földtani Intézet, Stefánia utca 14.

8. Kl. 20: Arkitektonisk højdepunkt

Gresham Palace, i dag Four Seasons Hotel, der ligger smukt placeret ved Donau, er et af Budapests luksushoteller og en af de største art nouveau-bygninger i byen.

Her ligger også Gresham Restaurant, men inden du sætter dig til rette, undersøg da hotellets smukt renoverede indre – blandt andet den store indgangsdør med glaspartier og påfugle mellem de svungne former.

Det er sikrest at reservere plads i restauranten, og husk at bede om et bord ud til gaden, hvor du kan se ud til en lille park ved hotellet.

Retterne begynder ved 4.000 og 6.000 HUF for henholdsvis pasta og kød-/fiskeretter (ca. 100 og 150 kroner). Husk at drikke ungarsk vin til og eventuelt runde af med en pálinka (frugtbrændevin) til kaffen.

Gresham Restaurant, Four Seasons Hotel, Széchenyi Istvan tér 5-6.

SØNDAG I BUDAPEST

9. Kl. 10: Art nouveau i kirken

Fasori Reformed Church er bygget mellem 1911 og 1913 og var på daværende tidspunkt Budapests mest moderne kirke. Bygningen er et værk af arkitekten Aladár Arkay. Kirken har kun sjældent åbent for besøgende, men du kan uden problemer gå ind på kirkens grund og beundre kirken fra den lille have ved siden af hovedindgangen, hvor der står en statue af kirkens patron, Adolf Laky.

Bemærk de nærmest kubistiske keramiske ornamenter på frontsiden, som fortsat giver kirken et meget moderne og arkitektonisk spændende look. Gå endvidere en tur ned ad vejen, kirken ligger på, Városligeti fasor, hvor du vil finde flere art nouveau-bygninger.

Fasori Reformed Church, Városligeti fasor 5.

Ny inspiration: Tag til Europas billige storby

Paris Department Store ligger på Budapests mest attraktive boulevard, Andrassy Utca, og adskiller sig med sin art nouveau-stil fra boulevardens andre, hovedsagelig neorennæssance-bygninger.

Bygningen, der har fungeret som kasino og senere byens første varehus, er i dag en boghandel, kendt for sin café, Alexandra Café, også kaldt Lotz Café, som dog er udsmykket i neorennæssancestil.

Stedet er oplagt til turens afsluttende frokost. Udvalget af retter, der bl.a. er salater, laks eller en osteplatte, er forholdsvis begrænset, men omgivelserne kompenserer for det. Ovenikøbet indtaget til toner af live flygel.

Paris Nagy Aruhaz, Andrassy utca 39.

Afslut udforskningen af art nouveau i Budapest med en kop kaffe på Hotel Palace, der blev bygget i 1911. Hotellet hører i dag til Novotel-kæden, men ’Hotel Palace’ står fortsat skrevet på hotellets hvide facade, da bygningen er fredet.

Nyd en forfriskning i rummets aristokratiske stemning skabt af hotellets kvalitetsmøbler og belysning, inden du vender snuden mod Franz Liszt international lufthavn.

Novotel Budapest Centrum, Rakoczi utca 43-45.

Ota Tiefenböck

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her