Ny inspiration: Tag til Europas billige storby

Kontrastfyldt. Budapest i Ungarn er en hybrid mellem gammelt og nyt.
Kontrastfyldt. Budapest i Ungarn er en hybrid mellem gammelt og nyt.
Lyt til artiklen

Den ungarske hovedstad Budapest tiltrækker mange turister hvert år, og de går i stigende grad efter byens kosmopolitiske og rige kultur- og forlystelsesudbud, hvis mangfoldighed gør Budapest til noget særligt.

Der er ikke mange europæiske byer, hvor man som i Budapest inden for ganske kort afstand kan opleve både en fin art nouveau-kultur, kikset kommunisme eller en bizar og psykedelisk stemning.

Tag på afslappet weekend i Europas hippe hovedstad

Budapest er kontrasternes by, ment på den gode måde, og en by, hvor prisniveauet fortsat ligger på omkring det halve af det danske. Her guider vi dig i gennem byens interessante alternative steder, gode restauranter og alternative kunstscene.

FREDAG I BUDAPEST

Klokken 16: Ungarsk på en time

Det er hyggeligt, og det er sjovt. Og så giver det ofte en ekstra bonus at forsøge sig på det lokale sprog, når man bestiller mad og drikkevarer. I Ungarn, hvor sproget ikke ligner andre af de sprog, de fleste danskere kender, vil det formentlig være en langt større udfordring end i de fleste andre lande.

Det er derfor oplagt at begynde weekendopholdet i den ungarske hovedstad hos Fungarian, som tilbyder kurser under temaet 'Ungarsk på en time' og lover, at kursisterne efter et gennemført kursus ikke blot vil være i stand til at bestille mad og drikkevarer, men også at tælle på ungarsk samt at lære lidt om det ungarske sprog.

Lektionerne er varetaget af universitetsuddannede lærere og finder sted på Zenit Café. Lektionen, som kan bestilles på Fungarians hjemmeside, koster ca. 150 kroner og inkluderer en drink.

Fungarian, H-1084 Budapest, District 8, (Józsefváros), Rákóczi tér 10

Øl-test: Besøg Prags bedste værtshuse

Klokken 18: I en syret alternativ verden
Szimpla er en populær café i Budapest, og det er oplagt at afprøve de nyerhvervede ungarske færdigheder her ved at bestille en aftendrink. Szimpla er også en scene for alternativ musik, film og teater. Szimpla ligger i en tidligere fabrik og er kendt for sin syrede indretning, som for eksempel forskellige gamle udtjente måleinstrumenter, mærkelige maskiner, dukker eller andre genstande, som pynter på væggene eller hænger ned fra loftet og skaber en bizar psykedelisk stemning. Stedet er velbesøgt på de fleste tidspunkter af døgnet og fylder et stort areal i flere planer.

Szimpla,Kazinczy utca 14.

Oplev storbyens natteliv i gamle ruiner og forfaldne huse

Klokken 20: Tilbage til finkulturen
Intet besøg i Budapest er fuldendt uden et besøg på byens fineste boulevard, Andrassy, som giver en smag af art nouveau og art déco. Café Callas er med sin placering ved siden af Budapest Opera ikke kun et smukt eksempel på det forrige århundredes fine og stilfulde indretningssmag, men også en god kulinarisk oplevelse. Oven i købet uden at man bliver ruineret af den grund. Hovedretterne ligger på det yderst rimelige niveau på op til ca. 125 kroner og bliver i aftentimerne ledsaget af salonmusik.

Callas,Andrassy ut. 20.

Klokken 22: Tilbage til dekadencen

Et af Budapests mest hippe steder er Instant. Et besøg på Instant er efter Callas' fine kultur og mad et kulturchok og en surrealistisk oplevelse, som dog giver et godt billede af Budapest som den kosmopolitiske hovedstad. I Budapest bringer ganske få skridt den besøgende til en helt anden verden, og Instant må med sin psykedeliske indretning siges at leve op til betegnelsen. Instant råder over 23 opholdsrum, 6 barer, 2 åbne indendørshaver og har forskellige kunstudstillinger og gratis live musik hver aften.

Instant, Nagymezö utca 38.

LØRDAG I BUDAPEST

Klokken 10: Storladen undergrundsbane

Fra Rákoczi Pékség er der kun omkring 15 minutters gåtur til Deak Ter, hvor man kan tage med Budapests metrolinje 1, som er bygget i 1896 og er opført på Unesco's liste over verdens kulturarv. Linjen adskiller sig fra byens to andre væsentligt mere moderne og yngre linjer med både en flot indretning af linjens stationer og de tog, der kører på linjen. Stå af på en af de flotte flisebelagte stationer og nyd stemningen og arkitekturen.

Deak Ter

Tag på afslappet weekend i Europas hippe hovedstad

Klokken 11: Farverigt loppemarked

Budapests velbesøgte loppemarked Petöfi Csarnok finder sted hver lørdag og søndag formiddag i Stadsparken. Chancen for at finde loppefund af en høj værdi er formentlig ikke specielt stor, men den er til stede, især i de boder, som tilbyder antikviteter og brugte varer. Uanset hvad man køber, vil Budapests store og farvestrålende loppemarked være en oplevelse. Glem ikke at spise frokost her, flere af boderne serverer ungarske klassikere som gullaschsuppe og flere forskellige pølser.

Zichy Mihaly utca 14

Klokken 14: Historien, vi ikke kan få nok af

Holocaust Memorial Center, som blev indviet for tre år siden, fortæller en rystende fortælling om jødernes udryddelse og ungarernes rolle under Anden Verdenskrig. Historiske kendsgerninger blev fortiet og fordrejet, mens Ungarn var en del af østblokken, men de kommer nu frem i lyset, blandt andet takket være Holocaust Memorial Center i Budapest. Oven i købet formidlet på en smuk og stilfuld måde. Tag metro til museet, men vær opmærksom på en mulig forvirring omkring navnet på den nærmeste M3-metrostation. Den hedder Corvin-Negyed, men hed tidligere Ferenc Körut og bliver på mange metroplaner fortsat opført sådan.

Holocaust Memorial Center, Páva ut. 39.

Kommunisternes torturkælder er østeuropæisk turistmagnet

Klokken 16: Byens scene for moderne kunst
Alternativt teater og dans, smalle filmforestillinger, kunstudstillinger eller eksperimenterende lydkunst. Trafó er Budapests mekka for alternativ og eksperimenterende kunst og helt afgjort værd at besøge. Trafó ligger tæt på holocaustmuseet, nævnt i det foregående punkt. De fleste forestillinger begynder om aftenen, men man kan besøge stedets aktuelle kunstudstilling om eftermiddagen.

Trafó House of Contemporary Arts, Lilliom ut. 41.

Klokken 17: Tysk charme på ungarsk
Det kan muligvis lyde mærkeligt at anbefale et besøg på en tysk café i Budapest, men Café Jedermann er besøget værd og er et oplagt sted til en kop kaffe eller en drink inden dagens middag. Cafeen ligger i stueetagen i Goethe Instituttets moderne bygning på Raday utca og overrasker med sin indretning de fleste førstegangsbesøgende. Indretningen er nemlig gammel og er dermed i kontrast til den moderne bygning, den befinder sig i. Forklaringen er dog ganske enkel: Cafeen og instituttet er flyttet hertil fra en gammel bygning på Andrassy boulevard, og den allerede dengang populære café er blevet genskabt i sin oprindelige form.

Jedermann Café, Raday utca 58.

Klokken 20: Madorgier i Raday utca
Raday utca er en af Budapests bedste restaurantgader med mad fra forskellige verdensdele og i flere forskellige prisklasser. Har man mulighed for at betale lidt ekstra for middagen, er det ultimative valg helt afgjort restauranten Costes, som er en af de to restauranter i Budapest, der kan bryste sig af en michelinstjerne. Det kan lyde dyrt, men en treretters menu uden drikkevarer kan klares til omkring 500 kroner. Det er nødvendigt at bestille bord i forvejen.

Costes, Raday utca 4.

Oplev storbyens natteliv i gamle ruiner og forfaldne huse

Klokken 22: På café med Frank Zappa
Den amerikanske rockmusiker Frank Zappas første plade fra 1966 hed 'Freak Out' – og måske skal man efter en god middag slå sig løs på Frank Zappa café (som lokalt staves Caffe). Den ligger 10 minutters gang fra Raday utca. Cafeen bærer Zappas navn, fordi han besøgte stedet efter sin koncert i Budapest i 1992, afholdt i forbindelse med, at russiske soldater efter knap 40 år forlod Ungarn. Dengang hed stedet Tilos az A og var det mest populære undergrundsspillested i Budapest. Spillestedet hedder i dag Zappas Traffika og ligger i kælderetagen og har især ungarske punk- og rockbands på programmet. Der er adgang fra både cafeen og fra gaden.

Zappa Caffe, Mikszáth Kálmán tér 2.

SØNDAG I BUDAPEST

Klokken 10: Økologi og hygge

Szimpla, det alternative kultursted og café, arrangerer hver søndag et marked med økologiske madvarer og forskellige ungarske specialiteter. Det er ikke kun hyggeligt og afslappet, men man kan også købe varer, som ikke kan fås andre steder. Der sælges mad og drikke og der er livemusik. Man betaler, hvad man har lyst til, og overskuddet går til velgørende formål.

Szimpla, Kazinczy utca 14.

Klokken 12: Frokost i jødisk kvarter

Området omkring Kazinczy utca er et gammelt jødisk kvarter, og det er derfor naturligt, at området byder på flere jødiske restauranter. En af dem er Kazimir Bisztro, som serverer europæiske retter i en hyggelig og afslappet atmosfære og er derfor oplagt til dagens frokost. Skulle man komme forbi her om aftenen, arrangerer stedet ligeledes koncerter og danseaftener.

Kazimir Bisztro, Kazinczy utca 34.

Klokken 15: Hesteløb for alle

En lidt utraditionel måde at slutte besøget i den ungarske hovedstad på er at besøge hesteløb på Kincsem Park. Banen bliver brugt til store koncerter, som i 2009, da Madonna optrådte her. Besøget kræver intet kendskab til hesteløb generelt, blot en lyst til at betragte de flotte heste og ikke mindst de fremmødte hesteentusiaster. Man skal formentlig være godt rutineret, hvis man vil spille på heste her, da alt information er på ungarsk, som, til trods for lektionen i ungarsk i begyndelsen af opholdet, nok fortsat vil være svært at forstå.

Kincem Park, Albertirsai ut. 2-4, Budapest, tæt ved M2-station Pillango ut.

Ota Tiefenböck

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her