5 fantastiske skyskrabere i Shanghai

Eugene Hoshiko/AP/Eugene Hoshiko/AP
Eugene Hoshiko/AP/Eugene Hoshiko/AP
Lyt til artiklen

Jin Mao – En cocktail i himlen

Det mægtige Jin Mao-tårn er inspireret af kinesisk pagode-arkitektur og strækker sig 88 etager eller 421 meter i vejret midt i Shanghais hektiske finansdistrikt. Slår minibaren ikke til, er der på 87. etage mulighed for at snuppe en cocktail i Grand Hyatts hotelbar, Cloud 9, der byder på 360 graders svimlende panorama over metropolen. Bygningen er opført af et af verdens førende arkitektfirmaer, Skidmore, Owings and Merrill.

Hvor:Jin Mao, 88 Century Avenue, Shanghai



Dongfang Mingzhu – En tur i tv-tårnet

Oriental Pearl Tower – eller Dongfang Mingzhu – er med sine 468 meter det højeste tv-tårn i Asien og det tredjehøjeste i hele verden. Da det blev opført i 1994 var det som den første af de himmelstræbende bygninger i finansdistriktet Pudong. Fra de tre udsigtsplatforme, der ligger i hhv. 90, 263 og 350 meters højde, kan man kigge ned på Huangpu-floden og de gamle kolonibygninger i The Bund.

Hvor: Dongfang Mingzhu, 1 Century Avenue, Shanghai



Shanghai World Financial Center – På sal nummer 100

101 etager med kontorer, hoteller, forretninger og restauranter samt – ikke mindst – mulighed for at kigge ned på verden gennem panoramadækkets glastag på sal nummer 100. Shanghai World Financial Center stod færdigopført i 2008 og rejser sig 492 meter over gadeplan. Bygningen er designet af Kohn Pedersen Fox, som er et af verdens største arkitektfirmaer.

Hvor:Shanghai World Financial Center, 100 Century Avenue, Shanghai



Le Royal Méridien Shanghai – Overnat på toppen

Tjekker man ind på Le Royal Méridien Shanghai hotel, kommer man i mere end en betydning til at bo på toppen. Hotellet har vundet adskillige udmærkelser som et af Asiens bedste og optager de øverste 48 etager af den 60 meter høje Shimao International Plaza bygning. Den er opført i 2006 af Ingenhoven Architects og er med sine 333 meter den fjerdehøjeste i Shanghai.

Hvor:Le Royal Méridien Shanghai, 789 Nanjing Road East, Shanghai



One Lujiazui – Sjov på kontoret

Kontorlandskaber behøver ikke være kedelige. F.eks. ikke i Pudong, hvor den japanske arkitekt Tomohiko Yamanashi 269 meter høje One Lujiazui står skulder om skulder med Jin Mao-tårnet og andre fantastiske bygningsværker. Bygningen er blandt verdens 100 højeste.

Hvor:One Lujiazui, 68 Middle Yincheng Road, Shanghai

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her