For en vinelsker er det en drøm at blive indlogeret på Eola Hills Vingård.
I første omgang bliver man måske en smule skuffet, når man åbner døren, for bag skiltet på døren befinder sig værelse 716 på Hotel Vintage i den amerikanske stat Oregons største by, Portland, og ikke en vingård.
Champagne, sexlegetøj og sjov på hipt newyorker-hotelSkuffelsen fortager sig dog hurtigt, selv om vingården ikke skjuler sig bag døren.
Om hotellet
Hotel Vintage , 422 SW Broadway, Portland, Oregon, USA.
Godt:
Gratis wine hour kl. 17-18.
Bar frekventeres af lokale.
Placeret i centrum.
Skidt:
For få el-stik.
For kompliceret at komme på nettet.
For det første er værelset ungt med popkunst på væggene, og for det andet står der en flaske pinot noir – Oregons mest populære drue – og en flaske pinot gris på skænken. De koster ganske vist 160 kroner stykket, og hvis man ikke vil hive læderet op, kan man lave sig en kop gratis Starbucks-kaffe.
Men hvem gider drikke kædekaffe i en by, hvor der står en barista på omtrent hvert gadehjørne?
Beliggenhed: Portland har både bybusser, sporvogne og letbane, men Hotel Vintage ligger i centrum inden for gå- og cykelafstand af de fleste attraktioner og aktiviteter.
Hoteltjek: Bo nostalgisk tæt på populær USA-parkDet er heller ingen tilfældighed, at der står fire cykler i receptionen. Portland er cyklisternes by, og hotellets gæster kan frit benytte de fire cykler.
For at understrege sit cyklende image er flere af væggene i receptionen udsmykket med cykelhjul.
Indretning: Receptionen fungerer ikke kun som cykelskur, men også som hotelgæsternes samlingspunkt, for her er også en bar, som ikke bare er velbesøgt mellem 17 og 18, hvor der er wine hour og serveres statens vine – gratis.
Om aftenen opsøger mange fastboende også baren; ikke mindst fredag, lørdag og søndag, hvor lokale kunstnere og bands optræder.
Alt står i Bacchus’ tegn, og samtlige 117 værelser er opkaldt efter en vingård i Oregon.
Vingårdene skiftes til at servere deres produkter i wine hour. Den romerske vingud huserer også på 1. sal i Bacchus Bar.
Hoteltjek: Fortæl en vittighed, og vind 25 dollarI det hele taget gør det ikke noget, hvis elevatoren stopper på hver etage, for så kan man læse visdomsord på de opsatte skilte.
Skuespilleren og komikeren W.C. Fields er citeret for »I cook with wine. Sometimes I even add it to the food«, mens forfatteren Ernest Hemingway skulle have sagt, at »Wine is the most civilized thing in the world«.
Faciliteter og service: Hotel Vintage er bygget sammen med Ristorante Pazzo, hvor morgenmaden bestående af to spejlæg, brasekartofler, bacon, toast, marmelade, yoghurt med frugt, kaffe og appelsinjuice til 133 kroner blev indtaget.
Portland er ikke alene en vin- og ølby, men masser af dygtige kokke har slået sig ned i byen, hvor det er billigere at etablere sig end i New York og Los Angeles.
Hoteltjek: Rabat kan gøre dine overnatninger billigereVitaly Paley fra restauranten Imperial lige ved siden af Hotel Vintage er en af dem. Han serverer traditionelle retter med et moderne tvist. Andefrikadellerne til 80 kroner sejrede dog over friturestegte grisehaler til 93 kroner, som var lovlig fedtede.
Konklusion: Hvis man elsker vin, øl og glade dage i centrum af Portland, er Hotel Vintage det perfekte valg. Værelse 716 kostede 1.700 kroner, men et standardværelse begynder ved 990 kroner afhængigt af ugedag og årstid.
Politiken var inviteret af Travel Portland og Icelandair.
Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Poul Husted eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.
fortsæt med at læse




























