Pludselig stod hoteldirektøren i verandadøren. Svajende og på savlestadiet. En tom flaske akpeteshie – den lokale brændevin – dinglede fra den ene hånd. Han talte usammenhængende og begyndte så at stavre rundt fra bord til bord med spritflasken, mens vi kiggede forfærdet på ham og tænkte på, hvordan vi kun få timer før havde afleveret vores pengekatte med pas, returflybilletter, dollars og rejsechecks til ham. Myndigt og ansvarligt så det ud, da han låste vores værdier inde i direktørkontorets pengeskab, men nu stod Mr. Manager – som de ansatte kaldte hoteldirektøren – i en brandert i sværvægtsklassen.
Vi var på nippet til panik, da Mr. Manager vendte sig rundt med et overraskende ædrueligt blik og pegede på os.
»Got you!«, smilede han.
Velkommen til Hotel de California.
Jeg kan ikke huske, hvordan vi havnede på det hotel. Men en varm, støvet dag i sommeren 1996 rullede min storebror og jeg i en ramponeret taxa op foran jernporten til Hotel de California (bemærk detaljen med det franske ’de’, der adskiller netop dette hotel fra The Eagles’ berømte hit) på Watson Avenue i en rå og nedslidt del af Adabraka-kvarteret i Accra, hovedstaden i vestafrikanske Ghana.
Det var ikke et hotel med stjerner. Ej heller et hotel, der kunne lokke kunder til med løfter om store krav til rengøring, rene lagener, continental breakfast, nye senge eller receptionister med stivede, hvide uniformer. En rejseguide kaldte hotellet for ’snavset’, en anden for et sted for de ’økonomisk ubemidlede’. Til gengæld var Hotel de California billigt – og viste det sig – et sted med sin helt egen sære, ukontrollable charme, og befolket med et usædvanligt persongalleri blandt gæster og ansatte.
Frank, Moses og Watchman
Som eksempelvis Mr. Manager. Hoteldirektøren, hvis stående joke var at foregive komplet fuldskab over for nye gæster. Det var ham, der tog imod os, da vi ankom, og anviste os et værelse i barakkerne, der hørte til det lille toetages hotelkompleks. På værelset var der to skramlede senge, et skrivebord og vindue ud til gaden, som Mr. Manager sagde, at vi for guds skyld ikke måtte åbne, fordi folk så bare ville hoppe ind og stjæle vores ting. Væggen ud mod gaden var så tynd, at vi hver morgen kunne høre lyden af en skomagerdreng, der bankede på sin kasse for at lokke kunder til butikken. I loftet hang en ventilator med kun to indstillinger; slukket eller fuld speed, som om en helikopter var ved at lande oven over os. Der var toiletter (med meget sparsom rengøring) i gården.
Under sig på hotellet havde Mr. Manager en række ansatte. Blandt andre Watchman – en tandløs, evigt grinende portner, der ville gå igennem ild og vand (og ikke mindst ildvand) for at lukke os ind og ud ad porten på alle tider af døgnet, så længe vi købte en Club Beer eller noget akpeteshie til ham indimellem. Så var der Frank og Moses. To gutter på den nederste del af Hotel de Californias totempæl, men som i virkeligheden var dem, der styrede hotellet. Der var også en nyansat receptionist – velklædt og ambitiøs – men ikke rigtig klar til jobbet. Vi overværede den første gang, han skulle tage telefonen; han tog røret omvendt op og sagde »Hallo … hallo … hallo«, inden han lagde på igen.
Og så var der de logerende og besøgende. Africa. En lokal perkussionist, der satte sig ved vores bord den første aften, sejlende beruset, og ævlede løs, inden han gik omkuld med panden i bordet og blev ført væk af Johnny, en dansker (’Johnny Dimbo’, som de lokale kaldte ham, fordi hans mellemnavn var Bo), der havde boet kort på hotellet et år forinden, og som havde en vis erfaring i at bo på uforudsigelige afrikanske hoteller som Hotel de California.
Der var det jurauddannede nigerianske kærestepar, der var flygtet fra volden i Nigeria og håbede på at kunne komme videre til London. Der var de nigerianske prostituerede, der boede på 1. sal, og som tævede løs på hinanden med bælter og barberblade om natten. Måske kæmpede de om kunder, eller var der måske tale om interne stammeopgør? Der var tre piger på 5, 8 og 9 år, flygtninge fra Liberia. Historierne om pigerne var mange. Var de søskende? Ventede deres forældre på dem i USA? Var det en fætter eller onkel, der kom på besøg indimellem for at kigge til dem? Pigerne kedede sig gevaldigt. Dansede lidt i gården, spillede ludo med afrikanske regler, hyggede sig med os andre. Kæresteparret fra Nigeria tog sig særligt af dem.
