Som dreng drømte jeg om at komme til Grønland. Som voksen gik drømmen i opfyldelse med den ene gode rejse efter den anden. Da jeg var i Grønland femte gang, gik endnu en drengedrøm i opfyldelse: en tur med hundeslæde. Vi var en lille teatertrup på turné med en enmandsudgave af Holbergs ’Jeppe på bjerget’. Jeg havde lavet manuskriptet, Preben Harris spillede alle rollerne. Da den sidste forestilling i Sisimiut var overstået, blev vi enige om at unde os selv en slæderejse, den ultimative grønlandsoplevelse.
Vi købte os en tur af den lokale turistforening. Vejret var strålende. Hvid sne, blå himmel, tindrende arktisk luft. I pakken, vi købte, indgik leje af polardragter. Vi blev udstyret med heldækkende sælskindstøj, flot, meget autentisk. Desværre var det kun et par graders frost og vindstille, så endnu inden vi var kommet op på slæden, kogte vi af hede. Slædeføreren var fra Østgrønland og kunne sit fag. Hvor mange hunde er der, spurgte vi, det var lidt svært at tælle, for de vimsede mellem hinanden, inden vi kom i gang. »En, to, tre, fire«, svarede han. Vi studsede, for vi kunne se, at der måtte være en 12-15 stykker. Senere opdagede vi, at han ikke forstod, hvad vi sagde, men kendte de fire ord på dansk, som han så brugte til at svare på alle spørgsmål med.
