»Én af bogens bidragydere skriver, at det at rejse ikke bare er et spørgsmål om at leve, sådan som H.C. Andersen hævdede, men et spørgsmål om at overleve. Det kan næppe siges mere præcist, og måske er det bedste ved at rejse i virkeligheden at komme hjem. Især hvis turen gik ad helvede til«.
Sådan indledes bogen 'Turen går ad helvede til', der har samlet en række rejseberetninger fra danskere, hvis rejser er gået helt galt. Det er blevet til en perlerække af underholdende historier, som hovedforfatterne Jakob Vølver og Martin Gylling har bundet sammen i bogen. Turengårtil.dk bringer her et uddrag af de morsomme oplevelser.




























