Medarbejdere hos Copenhagen Flight Services nedlagde mandag formiddag arbejdet i Københavns Lufthavn. Ifølge CFS’ direktør er arbejdet nu blevet genoptaget.

Strejke i lufthavnen koster forsinkelser for passagerer

Medarbejdere hos Copenhagen Flight Services har mandag nedlagt arbejdet i Københavns Lufthavn på grund af et fagligt møde. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Medarbejdere hos Copenhagen Flight Services har mandag nedlagt arbejdet i Københavns Lufthavn på grund af et fagligt møde. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ansatte hos Copenhagen Flight Services, der håndterer bagage for en række lavprisselskaber i Københavns Lufthavn, nedlagde arbejdet mandag formiddag. Efter en kort arbejdsnedlæggelse har CFS accepteret at vende tilbage til arbejdet.

Det bekræfter Københavns Lufthavn såvel som CFS’ ledelse.

En række afgange med lavprisselskaber såsom EasyJet og Ryanair er blevet forsinkede med op mod mere end to timer ifølge lufthavnens hjemmeside på grund af arbejdsnedlæggelsen.

En udvalgt gruppe af medarbejdere i Copenhagen Flight Services har i løbet af formiddagen deltaget i et fagligt møde, lyder meldingen fra Kasper Hyllested, som er leder af Københavns Lufthavns presseafdeling.

Copenhagen Flight Services’ direktør, Lars Elkjær, siger, at der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Det bekræfter 3F’s presseafdeling.

»De nedlagde arbejdet klokken 08:15. Lige nu sidder vi og forhandler ind og ud af døren, men jeg forventer, at der kommer en løsning inden middag. Det er vores håb lige nu«, oplyser han.

Han bekræfter, at det vil resultere i »lidt forsinkelser« i forbindelse med udgående fly i løbet af formiddagen, men også at arbejdet nu er blevet genoptaget.

Københavns Lufthavn bekræfter ligeledes, at mødet nu er afsluttet, hvorfor de berørte flyselskaber igen kan begynde at flyve.

Lars Elkjær vil ikke gå ned i detaljerne omkring mødet, men fortæller, at det i hvert fald ingen forbindelser har til den DSB-strejke, som også foregår mandag formiddag. Han opfordrer passagerer til at holde øje med lufthavnens hjemmeside, hvis de er på vej ud af landet.

Selskabet står for at håndtere bagage i Københavns Lufthavn for en række lavprisselskaber såsom Easyjet og Ryanair. De forskellige lavprisselskaber er samlet i én afgangsfinger i lufthavnen.

ritzau/Simon Baastrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her