Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Malerisk. Følger man den store monumentrejse, får man samtidig en del af det smukke tyske landskab at se.
Foto: Kjeld Hybel

Malerisk. Følger man den store monumentrejse, får man samtidig en del af det smukke tyske landskab at se.

Bilferie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Oplev Tysklands krigshistorie på den store 'tour de monument'

Gigantiske nationale monumenter ligger som perler på en snor hos vores naboer mod syd.

Bilferie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tyskland er en Autobahn. Fuld fart fremad og hurtige stop på rastepladser, hvor man får sig en Bratwurst og en kop tynd kaffe, inden man fortsætter mod Frankrig eller Italien.

Sådan er det for mange af os danskere. Måske kan vi til nød finde på at gøre ophold i Berlin, fordi denne by ikke minder så meget om resten af Tyskland, der er noget anarkistisk over den, vi godt kan lide. Men så er det også det.

Der findes imidlertid også andre muligheder. Man kan for eksempel drage ud på Den Store Tyske Monumentrejse.

En tur rundt om Guld-Else Okay, lad mig bare indrømme, at jeg først troede, det var en vits, da min tyske veninde foreslog, at vi kørte rundt en uges tid og så på nogle af de monumenter, der blev rejst de særeste steder i Tyskland for at skabe lidt gejst og sammenhold i det tyske kejserrige, som blev grundlagt i 1871, efter at prøjserne havde nedkæmpet danskerne, østrigerne og franskmændene.

»Lad os køre en tur på Strasse der Monumente«, sagde veninden, og da det gik op for mig, at hun mente det alvorligt, sagde jeg høfligt: »Fint nok, det lyder ... spændende ...«.

LÆS OGSÅ

Vi startede i Berlin, for det var der, veninden boede, og vi sprang det første monument på listen over, fordi vi allerede havde set det så mange gange: Siegessäule, en 67 meter høj granitsøjle, som stod plantet midt i den tyske hovedstad. Søjlen var dekoreret med kanoner, og på toppen af den stod en forgyldt sejrsgudinde, der i folkemunde gik under navnet Guld-Else.

Vi kørte dog en gang rundt om Guld-Else for ligesom at komme i et passende monumentalt humør og speedede så op og forsvandt ud af Berlin, vestpå mod Magdeburg.

Vi begyndte i Østtyskland
Et stykke efter Magdeburg svingede vi mod syd og cruisede gennem den østlige rand af Harzen med kurs mod det første monument, som hed Kyffhäuser og lå i nærheden af Sondershausen. Men vi nåede ikke frem inden aften.

Vejen slyngede sig gennem et bjergrigt terræn dækket af mørke nåleskove, og på et tidspunkt førte den igennem byen Blankenburg, hvor vi fik øje på et hotel, der var indrettet i et gammelt slot. De havde et ledigt værelse.

Der var også ledige borde i restauranten, faktisk snesevis af ledige borde, men da vi bad om at blive bænket ved et af dem, sagde den stramtandede servitrice, at alt desværre var reserveret. Først efter en længere drøftelse lykkedes det os at få lov at sætte os ned og spise. Der dukkede aldrig nogen op ved de andre borde, så den uvenlige modtagelse skyldtes nok bare, at servitricen havde håbet på en rolig aften. »Sådan er det stadig mange steder i det tidligere Østtyskland«, sagde min veninde. »God service siger dem ikke så meget«. Kejser Wilhelm I var pakket ind i stillads Men værelset var udmærket, og den næste morgen fortsatte vi udhvilede mod Kyffhäuser. Monumentet lå på en lille bjergtop og virkede derfor ekstra enormt med sit 81 meter høje stentårn, der endte i en kejserkrone. Tårnet var desværre pakket ind i et stillads, den dag vi var der, så vi måtte gætte os til, hvordan rytterstatuen af kejser Wilhelm I, som var anbragt halvvejs oppe, så ud.








Men vi kunne godt se en enorm figur af kejser Friedrich I, også kendt som Barbarossa, som sad i en kæmpegrotte allernederst.

Ifølge et sagn sidder Barbarossa og slumrer i en hule et sted i Kyffhäuserbjergene, men en dag vågner han og begiver sig ud i landskabet for at bibringe det tyske rige ny hæder og værdighed.

Det var ikke så tosset at vide den slags. Og i øvrigt var udsigten fra monumentet helt igennem fabelagtig. I klart vejr kunne man sagtens se Brocken, det højeste punkt i Harzen.

53 meter høj Hermann
Vi kørte videre mod vest, slog et sving nordpå på den anden side af Kassel og landede i den lille by Detmold i delstaten Nordrhein-Westfalen. Her indlogerede vi os på det mikroskopiske, men hyggelige Altstadt Hotel og gjorde os klar til at møde Hermann.

Hermann var en kriger, som – siges det – for flere årtusinder siden førte germanerne til sejr over de romerske legionærer. Siden er han blevet et vigtigt symbol for tyskerne, som i hobetal valfarter til den velvoksne figur af ham, der står på en bakke uden for Detmold.

Monumentet rækker sammenlagt godt 53 meter op i himlen, og det sværd, Hermann står og vifter med, er 7 meter langt. Under Hermanns venstre fod ligger en romersk ørn og gisper efter vejret, hvis den da ikke allerede er død.

Hermann og kejser Wilhelm
Efter en times tid i selskab med Hermann måtte vi lige ind og samle kræfter. Men den følgende dag var vi klar til det næste monument på listen, det var i Porta Westfalica, ikke langt fra Detmold.

På det 268 meter høje Wittekindsberg indviede man i 1896 dette monstrum af et monument til minde om kejser Wilhelm I, der døde i 1888. Wilhelm stod inde i noget, der lignede et tempel, og skuede ud over det tyske rige, som han i 1871 blev den første kejser af.

Havde man brug for et ordentligt skud nationalfølelse, skulle man bare kravle op på det her bjerg.

Veninden og jeg stod et øjeblik og var tavse. Så kørte vi sydpå. Et overset monument


Jo længere sydpå vi kom, jo mere spændende blev landskabet. Vi styrede mod Rüdesheim, der lå i nærheden af Mainz og Wiesbaden, på bredden af Rhinen.

Det her område var kendt for sine vinmarker, og Rüdesheim var kendt for sin Drosselgasse, der var fyldt med vinhuse og diverse turistgejl.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og lidt uden for byen – højt, højt oppe, selvfølgelig – tronede et monument, som af en eller anden grund ikke var med på Strasse der Monumente, selv om det opfyldte alle betingelser for det.

Det hed Niederwalddenkmal og blev ligesom de fleste andre af disse monumenter opført for at markere kejserrigets fødsel. På toppen af det stod en figur af Germania, støttende sig til et sværd og med en kejserkrone i sin løftede højre hånd.

Germania skævede mod øst, mod Tyskland. Havde hun kigget ligeud, ville hun have set det nærmest ubegribeligt smukke Rhinlandskab. Det var i den retning, veninden og jeg kiggede.

Og da vi var færdige, steg vi igen ind i bilen og indledte rejsen tilbage mod Berlin. Vi sprang et par monumenter over – et af dem lå helt oppe ved Kiel – men der var et enkelt, vi ikke havde lyst til at gå glip af. Det befandt sig i udkanten af Leipzig.

Et ubegribeligt skrummel af sten
I 1813 slog den prøjsiske hær sig sammen med den russiske, den østrigske og den svenske hær og vandt det afgørende slag over Napoleons krigsmaskine på tysk jord, nærmere bestemt ved Leipzig.

Mere end 110.000 mennesker mistede livet under det her slag, som blev den største massenedslagtning af mennesker i det 19. århundrede.

Til minde om alle disse døde indviede man i 1913 monumentet Völkersclachtdenkmal.

Det lå i modsætning til de andre monumenter, vi havde besøgt, ikke på en bjerg. Det var ikke nødvendigt. Med sine 91 meter var det et bjerg i sig selv. Et næsten ubegribeligt skrummel af sten, der spejlede sig i en kunstig sø, Tårernes Sø.

»Gad vide, hvad i alverden man tænkte på, da man byggede det her«, bemærkede jeg til veninden. Hun greb straks sin iPhone og googlede sig frem til en forklaring.

En katedral for dysterheden

Monumentet skulle belære folket om, at det altid gjaldt om at underordne sig fædrelandets overordnede interesser, læste hun, også hvis fædrelandet drømte om at blive en verdensmagt.

Det budskab tiltalte naturligt nok flere politiske figurer op gennem 1900-tallet, for eksempel Adolf Hitler, som holdt nogle møder i bygningsværket, da Det Tredje Rige var ved at smuldre.

Det var med andre ord lidt af en katedral for dysterheden.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hvis man orkede at klatre hele vejen op til den øverste udsigtsplatform, kunne man skue ud over et mere menneskeligt landskab. Vi klatrede derop.

Og da vi stod deroppe, kom jeg i tanke om, at man hver sommer arrangerede en kapsejlads i badekar på Tårernes Sø. Det var noget, jeg havde læst. Og den tanke gjorde mig i ret godt humør.

Så tog vi Autobahn tilbage til Berlin.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden