Flyselskaber med det amerikanske Delta Air Lines i spidsen går nu for alvor ind i detailhandlen. Hos især lavprisselskaber har passagererne længe kunnet købe ekstra service, men nu vil mere etablerede selskaber som Delta ikke alene annoncere for og sælge egne produkter, men de overvejer også ved en aggressiv reklamekampagne at sælge andres produkter og varer. Og det skal foregå under selve flyveturen.
For fremtiden risikerer du, at skærmen foran dit sæde i flyvemaskinen bliver et virtuelt kasseapparat. Du vil blive bombarderet med reklamer og tilbud på alle mulige varer, som intet har med selve flyturen at gøre, men som du kan bestille og betale via skærmen. Allerede i dag ved bestillingen af din billet på Deltas hjemmeside vælter tilbuddene ind i form af en digital butiksfacade.




























