Hvad sker der med vores smag, når vi kommer op i luften? Ifølge Mads Klokker, klinikchef på Flyvemedicinsk Klinik under Rigshospitalet sidder der små celler i vores tunge, vi kender som smagsløg. Salt, surt, bittert, sødt og umami, som kaldes den femte grundsmag, registreres altså på tungen.
Men hvad mange ikke ved er, at lugtesansen i virkeligheden influerer meget på smagssansen. Når man smager noget mad, ryger megen af aromaen op i næsen, og 90 procent af det, vi tror er smag, er faktisk lugtesansen. Også vores synssans influerer på den samlede opfattelse af maden. Ser den lækker ud, vil man ofte synes, den smager bedre.




























