Rosa, syregrønt, lilla og dueblåt lys pulserer i loftet. På touchscreen-skærmens 3D-kort kan du følge med i flyvningen, som om du var pilot og det ekstraordinært store vindue giver panorama vue, mens kulfibervingerne vibrerer faretruende, da maskinen lander.
Det nye 787 Dreamliner-fly fra den amerikanske producent Boeing ligner ikke kollegerne i luften.
Politiken er om bord på Norwegians første eksemplar af de i alt otte Boeing 787 Dreamliner-fly som det norske flyselskab har købs- eller leasingaftaler på.
Dreamliner fik flyforbud
Oprindeligt var det meningen, at Norwegian allerede i slutningen af maj og starten af juni skulle have fløjet med flytypen på selskabets højt profilerede nye langdistanceruter til Bangkok og New York.
Men det satte et verdensomspændende Dreamliner-flyveforbud en stopper for. I løbet af foråret var samtlige Dreamlinere fra Ethiopien til Japan nemlig 'grounded' efter alvorlige problemer med flyenes elektriske systemer.
Balladen har siden lagt sig, men Norwegians drømmeflysdebut blev forsinket.
Derfor er det først nu, at selskabets rødnæsede stolthed er kommet på vingerne. I øjeblikket flyver Norwegian-dreamlineren med plads til 291 passagerer rundt på udvalgte europæiske destinationer, så selskabets personale kan lære flyet bedre at kende. Flyet med registreringsbogstaverne EI-LNA flyver på København-Oslo ruten frem til søndag.
Og det er i den forbindelse, at Politiken er inviteret med på jomfru-flyvningen med den flytype, der det seneste år er blevet hyldet som revolutionerende på flere områder.
Efter sigende bruger Dreamlineren 20 procent mindre brændstof end konkurrenterne, mens designet indvendig, blandt andet med større vinduer og en fornemmelse af højere til loftet, skulle give en bedre flyveoplevelse.
Trods brand og teknisk bøvl: Flyselskaber stoler på uheldigt drømmeflyOg det gør det. Vinduerne er så tilpas store, at det får karakter af panorama. Desuden kan du dæmpe lysindfaldet ved at trykke på en knap, der får vinduet til at tone blåt.
Desuden skulle Dreamlineren være støjsvag. Politiken testede decibel-niveauet med tre forskellige støjmåler-apper på et andet af Norwegians Boeing-fly - en 737-800 - på vej til Oslo. Her lå lydniveauet konstant omkring de 90 til 95 decibel.
På en lignende måling på Dreamliner-turen tilbage til København lå niveauet en del lavere på cirka 80. Og som passager mærker man det også. Du kan føre en samtale uden besvær.
Og så er der udmeldingen om, at Dreamlinerens indeklima reducerer jetlagsymptomer. En påstand, der ikke er mulig at efterprøve på ruten Oslo-København.
fortsæt med at læse




























