Ny klimaaftale stiller krav til luftfarten: Nu skal der skæres i flyenes forurening

PÅBUD. En ny aftale siger, at flyselskaberne skal reducere udslippet af CO2. Boeing 747 (billedet) er et fly med relativt højt udslip. PETER DEJONG/AP
PÅBUD. En ny aftale siger, at flyselskaberne skal reducere udslippet af CO2. Boeing 747 (billedet) er et fly med relativt højt udslip. PETER DEJONG/AP
Lyt til artiklen

For første gang nogensinde har den internationale flybranche nu fået påbud om at reducere CO2-udslippet fra flyvningerne, efter at der sent i går aftes blev indgået en aftale i ICAO, den internationale organisation for civil luftfart.

Tidligere internationale klimaaftaler, f.eks. Paris-aftalen fra december sidste år, har ikke omfattet fly.

Endnu et stort flyselskab sløjfer gratis mad og drikke

USA’s udenrigsminister John Kerry betegner aftalen som »hidtil uset« og han siger til New York Times:

»Aftalen gør noget ved en stigende kilde for globalt udslip (af CO2, red.) og viser det internationale samfunds stigende støtte til at arbejde for klimaet«.

SAS har arbejdet for sådan en aftale

Hos SAS er der også stor tilfredshed med aftalen:

»Det er en helt unik og vigtig aftale, som vi er glade for, og vi har i lang presset på for at få sådan en aftale, der dækker internationalt. Vi har allerede købt nye og brændstofbesparende fly, og i alle procedurer tænker vi over at spare energi«, siger pressechef Mariam Skovfoged, SAS.

Quiz: Kan du kende flyselskabet på uniformen?

Skepsis i miljøorganisation

Miljøorganisationen NOAH er ikke imponeret over aftalen:

»Aftalen medfører ikke, at udledningen af klimagasser fra luftfarten bliver reduceret. For nogle få basører kan luftfarten købe aflad et helt andet sted. Alt for mange afladsprojekter har vist sig ikke at leve op til, hvad de lover«, siger Jacob Sørensen fra NOAH’s klimaretfærdighedsgruppe.

Nyt system skal nedbringe antallet af forsinkelser i Københavns Lufthavn

En del flyselskaber er allerede i gang med at udskifte måske 10-15 år gamle fly til helt nye fly, der er mere økonomiske. SAS får snart det første eksemplar af et af Airbus’ NEO-fly, som skal bruges på europæiske ruter og som har lavere CO2-udslip end de nuværende Airbus-fly.

Begge disse flytyper er bygget af lettere materialer end før, og det er i høj grad det, der medvirker til det lavere brændstofforbrug og dermed også lavere CO2-udslip.

Der er også andre faktorer end lige flyenes konstruktion eller valget af brændstof, der bidrager til et højere forbrug af brændstof. Det er ikke noget, den nye aftale kan rykke ved. I mange tilfælde må flyselskaberne flyve omveje på grund af de konfliktzoner, der opstår over hele verden. Det kan gøre flyvetiden længere.

Aftalen i ICAO rummer et punkt, der siger, at der skal satses mere på klimavenligere biobrændstoffer. Desuden skal flyselskaberne selv købe CO2-kompensation for det udslip, de forårsager. De skal bl.a. støtte bæredygtige klimaprojekter rundt om i verden.

Aftalen træder i kraft i 2021. USA, Kina og EU-landene vil opfylde aftalen, men ifølge New York Times har Rusland og Kina udtrykt forbehold. Små lande, der ikke har internationale flyruter, er heller ikke omfattet af aftalen.

Bilbranchen bruger andre midler

I bilbranchen er producenterne nået frem til lavere CO2-udslip ved at satse på elbiler og biler, der kører på en blanding af benzin/diesel og el. Den teknik er der endnu ingen, der har praktiseret, når det gælder passagerfly i rutedrift.

Passagerflyvning står for to procent af det globale CO2-udslip.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Allan Graubæk eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Allan Graubæk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her