»Flyet er forsinket«.
Den melding har mange rejsende stået i en lufthavn og modtaget. Og så er der ikke andet at gøre end at vente og slå tiden ihjel i lufthavnens tax free-område.
Og dog. For i mange tilfælde kan man som flypassager få kompensation og penge tilbage for rejsen, hvis flyet er forsinket eller aflyst.
Problemet er bare, at mange danskere ikke ved det. Det viser en ny undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk lægger frem på mandag. I undersøgelsen svarer kun halvdelen af respondenterne, at de er bekendt med, at de i tilfælde af tre timers forsinkelse kan være berettiget til en kompensation.
Kompensation eller ej?
- Er dit fly forsinket, aflyst eller du bliver nægtet boarding kan du have krav på kompensation.
- Om og hvor meget kompensation, du kan kræve, afhænger af flere ting, blandt andet hvor lang tid flyet er forsinket og om dit flyselskab eller afrejse eller ankomstlufthavn er Europæisk.
- Læs mere om dine rettigheder på Forbrugerrådet Tænks
hjemmeside.
Nye regler: Nu kommer der hjælp til svigtede flypassagerer
Hvorfor er det sådan? Fordi flyselskaberne er for dårlige til at oplyse passagererne om, hvad de er berettiget til i forbindelse med forsinkelse eller aflysning af deres flyrejse. Det mener Mads Mølgaard Braüner, jurist i Forbrugerrådet Tænk.
»Det er fordi, det koster dem penge. Hvis et flyselskab har 200 passagerer, som skal 250 euro (1.862 kroner) retur, kan det koste dem mange penge. De lurepasser i stedet, og de passagerer, der henvender sig, får kompensationen«, siger Mads Mølgaard Braüner.
Problemet er også, tilføjer Mads Mølgaard Braüner, at sanktionsmulighederne overfor flyselskaberne indtil nu har været for dårlige. Reglerne er dog netop blevet ændret, så Trafikstyrelsen får mulighed for at træffe endelige afgørelser, når flypassagerer klager over manglende erstatning til styrelsen. Dermed kan flyselskaberne tvinges til at betale kompensation.
SAS: Spørgsmål om kompensation kan være kompliceret
Undersøgelsen viser, at 60 procent af de adspurgte, som har oplevet en forsinkelse i forbindelse med deres seneste rejse, ikke har fået oplyst deres rettigheder. Fire ud af ti, som har fået aflyst deres fly, har ikke fået oplyst deres rettigheder.
Dog har 55 procent af de adspurgte i undersøgelsen, som enten har oplevet en flyforsinkelse eller aflysning indenfor de seneste tre år, oplevet, at flyselskabet eller rejsebureauet gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe.
SAS er et af de flyselskaber, som rigtig mange danskere benytter, og pressechef Knut Morten Johansen medgiver, at flyselskabet kunne blive bedre til at kommunikere klart ud til sine passagerer i tilfælde problemer med en flyafgang. Han tilføjer dog, at passagererne kan få en folder om deres rettigheder i SAS' skranker, og reglerne for rettigheder desuden er at finde på selskabets hjemmeside og app.
Nu kan du finde ud af, om dit flyselskab skylder dig penge
Knut Morten Johansen afviser Mads Mølgaard Braüners anklage om, at flyselskaber med vilje tilbageholder kompensation. Det sker ikke hos SAS, lyder det fra pressechefen. Men det er dog ikke altid nemt at give kunderne klar besked om, hvordan de er stillet med det samme, siger Knut Morten Johansen. For årsagen til forsinkelsen eller aflysningen kan være kompliceret.
»Det kan være, at omstændighederne for forsinkelsen eller aflysningen skal undersøges nærmere. Vi vil helst ikke melde ud, at passagerne kan være berettiget til kompensation, hvis de så ikke er alligevel«.
Knut Morten Johansen tilføjer:
»Hvis man er i tvivl, om man bør have kompensation, kan man altid henvende sig til vores personale og få udleveret en folder om passagerrettigheder. Hvis man har ret til at få penge retur, betaler vi«.
Forbrugerrådet Tænk har foretaget undersøgelsen om flypassagerers rettigheder fire år i træk, og tallene har i store træk set identiske ud hvert år - danskernes kendskab til, hvordan de er stillet, når de er ude at flyve, er med andre ord ikke blevet meget bedre.
Udskældt flyselskab fjerner alt det besværlige fra sin hjemmesideMads Mølgaard Braüner mener dog ikke, det er Forbrugerrådet Tænk, som har fejlet i forhold til at gøre danskerne klogere på området.
»Der er ikke regler om, at vi skal oplyse om rettigheder, men vi påtager os det, fordi flyselskaberne ikke opfører sig ordentligt. Vi prøver at udbrede reglerne bedre, og jo flere der siger fra overfor flyselskaberne, jo mere presses de«, lyder hans opfordring.
På mandag starter Forbrugerrådet Tænk en kampagne, der skal oplyse danskerne om, hvordan de er stillet, hvis de kommer ud for forsinkelser og aflysninger. Organisationen vil blandt andet være at finde i flere danske lufthavne i næste uge.
fortsæt med at læse




























