Da jeg var barn i 1980’erne, boede jeg klos op ad Dyrehaven nord for København. Om sommeren kunne man høre skrigene fra Bakkens rutsjebaner, om vinteren kaldte Ulvedalenes bakker på os unger med vores tunge trækælke med de stearinlyssmurte meder.
’Kamelryggen’ var min favorit. Hældningen var ikke alt for dramatisk, til gengæld gav de bløde kurver (heraf navnet) et langt ridt ned mod dalen. ’Teaterbakken’ var efter min mening for ordinær. Bakken var stejl, nuvel, men også for kort. Og var man ude efter en stejl tur ned i helvede, var det ’Djævlebakken’s sug nedad, man skulle vælge i stedet. Ulvedalenes kongebakke, centralt beliggende, lå, så alle områdets gæster kunne se såvel triumftog som frygtelige uheld.
