Fart. 1.000 højdemeter. Adskillige hårnålesving. Bumlet, ujævn sne. Og masser af andre kælketrafikanter. Tegning: Roald Als

Fart. 1.000 højdemeter. Adskillige hårnålesving. Bumlet, ujævn sne. Og masser af andre kælketrafikanter. Tegning: Roald Als

Sne og ski

På kælketur i Østrig: »Pludselig mister man balancen og banker ind i snebarrieren«

I østrigske Ischgl findes en syv kilometer lang kælkebakke. Politiken tog turen ned.

Sne og ski

Da jeg var barn i 1980’erne, boede jeg klos op ad Dyrehaven nord for København. Om sommeren kunne man høre skrigene fra Bakkens rutsjebaner, om vinteren kaldte Ulvedalenes bakker på os unger med vores tunge trækælke med de stearinlyssmurte meder.

’Kamelryggen’ var min favorit. Hældningen var ikke alt for dramatisk, til gengæld gav de bløde kurver (heraf navnet) et langt ridt ned mod dalen. ’Teaterbakken’ var efter min mening for ordinær. Bakken var stejl, nuvel, men også for kort. Og var man ude efter en stejl tur ned i helvede, var det ’Djævlebakken’s sug nedad, man skulle vælge i stedet. Ulvedalenes kongebakke, centralt beliggende, lå, så alle områdets gæster kunne se såvel triumftog som frygtelige uheld.

Hvorfor tænker jeg på Ulvedalene denne aften på toppen af østrigske Ischgls syv kilometer lange kælkebakke? Fordi jeg ikke siden vintrene i de kolde Poul Schlüter-år har siddet på en trækælk, og fordi jeg aldrig turde prøve ’Djævlebakken’. For jeg er ikke nogen fartdjævel. Og jeg føler mig allerede usikker på den smalle vej, vi skal ned ad.

1.000 højdemeter. Adskillige hårnålesving. Bumlet, ujævn sne. Og masser af andre kælketrafikanter. Mange af dem direkte importeret fra afterski-barerne nede i downtown Ischgl. Tobogganing hedder kælkedisciplinen hernede i de østrigske Alper.

Jeg tænker kort på manden, jeg så nede i byen, inden jeg tog liften op.

»Scheissegeil, scheissegeil«, sang han med sin tågede fuldemandsstemme, mens han stod og svajede med snefnuggene dalende omkring sig. Skistøvlernes spænder stod vidt åbne. Han havde en buket røde rose stukket ned i bukserne og bar mave under den åbne skijakke. Hvis han også befinder sig på en kælk heroppe i det vindblæste mørke, dør vi alle sammen.

Vælter som en tændstik

Og så er det, jeg sætter fra med hælene og finder mig til rette på fletsædet i det orange lys, der bader vejen ned. Jeg husker, hvad guiden lærte os til fonduemiddag oppe i terrænet. Man bremser ved at sætte fødderne ned og løfte forenden af kælken. Som om det er en lille hest. En lidt sværere manøvre er at bruge kroppens vægt til at dreje med. Jeg vælger at bruge mine hæle i stedet. Guiden forsikrede i øvrigt, at der ikke er alt for mange voldsomme skader.

»Man overvurderer sine egne evner, hvis man kører kælk, efter man har været på afterski. Og skistøvler er farlige at køre i, når du skal bremse med fødderne«, lød advarslen, mens den tunge ost boblede i fonduegryden.

Jeg er kommet op i god fart. Foran mig ligger en gruppe østrigske festaber. Jeg ræsonnerer hurtigt. Hellere have dem bag mig end foran. Jeg foretager en hurtig overhaling indenom. En klassisk manøvre fra ’Kamelryggen’. En ældre herre foran kører tungt på midten af vejen. Men pludselig mister han balancen, slår et hurtigt sving og banker ind i snebarrieren til venstre, hvor han krøller sig sammen om en af de tynde stave, der markerer pisten. Den vælter som en tændstik.

Jeg hamrer forbi et sted, hvor en større gruppe kælkere holder pause med et par flasker. Jeg kunne også godt bruge et hvil. Mine mavemuskler er spændte, lårene brænder, og røven gør ondt. Det er ikke nogen picnic i Dyrehaven, det her. Jeg bruger muskler, jeg tilsyneladende ikke har været i kontakt med siden de glade dage på ’Kamelryggen’. Jeg lukker et jubelskrig ud. Det er sjovt det her, det er fandeme sjovt. Jeg kører stærkt. Og jeg har fint styr på kørslen. Synes jeg selv.

Så mister jeg kontrollen. Jeg slår ud, prøver at rette op, når at tænke, at »nu går det galt«, hvorefter jeg snurrer 360 grader rundt og fortsætter ligeud.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Bad ass«, siger jeg til mig selv og funderer over, om jeg nåede at få det til at se ud, som om jeg gjorde det med vilje. Og så overser jeg et hul. Ryger hårdt ned i det, kommer helt skævt ud og ved, at et styrt er uundgåeligt.

Mens jeg venter på det forventelige impact, husker jeg den vinterdag i Ulvedalene, hvor et kraftigt ægtepar tog turen ned ad ’Kamelryggen’ på en kælk, de havde givet deres børn til jul. Mens børnene og de tætpakkede Ulvedale så på, tog manden og kvinden ’Kamelryggen’s sidste lumske hop med alt for meget fart. De ramte sneen helt rent, men kælkens stivere kunne ikke holde til trykket, og kælken fladede ud på sneen som en pandekage.

Selv ryger jeg af kælken med det samme og krummer mig sammen til en kugle og priser mig lykkelig for min hjelm, for jeg ved ikke, hvem der kommer tordnende bagfra, inden jeg ligger stille i sneen. Men der kommer ikke nogen. Det var et solouheld uden vidner. Jeg har overlevet. Jeg tager de sidste par kilometer ned i et mere adstadigt tempo. Der er endnu en skidag i morgen. Og det skal en kælketur ikke ødelægge.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Sune Højrup Bencke eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Politiken var inviteret af Østrigs Turistbureau.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden