»Vi var ude nogle dage på Fraser Island (en ø ud for Australiens østkyst, red.), og da vi kom tilbage til byen Hervey Bay på fastlandet, var det umuligt at komme videre mod nord. I stedet måtte vi køre mod syd. Der var vand over det hele. Bussen kørte gennem så meget vand, at hjulene var helt under vand«.
Sådan lyder beskrivelsen fra 19-årige Sofie Duedahl Lauridsen, der lige nu befinder sig i Australien. Hun er rejst dertil sammen med sin 20-årige veninde Anne Weihrauch på den helt store drømmerejse, som de to piger har sparet op til, først ved siden af studiet på Handelskolen og siden sommer på fuld tid.




























