Den egyptiske hovedstad oplever i disse dage de mest voldsomme demonstrationer siden 1977. Derfor har de danske rejsebureauer, der sender gæster af sted til Kairo og omegn i øjeblikket øjnene stift rettet mod Udenrigsministeriets rejsevejledning. Den er for de fleste selskaber den bærende guideline for, om det er forsvarligt at sende gæster af sted til Egypten.
Og det har de god grund til at gøre. For selv om situationen i dag er meget mere rolig, end den var tirsdag og onsdag, så anbefaler Ethar Shalaby, der er webreporter på det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo, at man holder meget nøje øje med, hvor man færdes i den egyptiske hovedstad.




























