Masser af venlig snak, feriestemning på stranden på Tenerife og udsigten til at spare penge på fremtidige ferierejser betød, at et par danskere skrev under på at blive medlem af en såkaldt rejseklub. Det kostede dem 3.000 euro (ca. 23.000 kroner), og selv om de hurtigt fortrød, var det ikke muligt for dem at komme ud af aftalen igen. »Vi blev kontaktet af en ung pige, der gav os et skrabelod, hvor vi vandt 120 euro. Hun jublede som et lille barn, for hun sagde, at det var så sjældent, at der var nogen, der vandt – og det betød også, at hun selv havde vundet 50 euro«, fortæller den rejsende, der var af sted sammen sin kone. De ønsker at være anonyme, men Turengårtil.dk kender deres identitet.
Der var en betingelse for at få pengene: »Vi skulle bare gå med hen og høre et foredrag på ca. 90 minutter, og vi tænkte, at det kunne vi da godt gøre. Så ville hun nemlig også få sin gevinst. Så vi gik med hen på et kontor for at høre mere«. »Her blev vi præsenteret for endnu en dansker. Men han ville ikke fortælle om det på kontoret, så han tog os med hen på en café, der lå i komplekset. Han gav kaffe og fortalte om firmaet, at det var noget, der var startet i USA og havde bredt sig til hele verden. Efter en times tid, hvor han havde talt op og ned ad stolper, fortalte han, hvor mange penge vi kunne tjene ved at gå ind i projektet. Vi spurgte flere gange, hvad det kostede, men det kunne vi ikke få noget svar på. Det ville vi få at vide senere«.




























