En af de værste tyfoner i nyere tid rammer lige nu Filippinerne, hvor millioner af mennesker er blevet evakueret.
I et hus i byen El Nido på øen Palawan sidder 26-årige Kristian Lyng Nielsen sammen med sin kæreste Charlotte Müller og venter på, at Haiyan, som tyfonen kaldes, rammer.
Og det gør den snart.
»Vi kan mærke, den er på vej«.
Forvarslerne for, hvad der venter, er dukket op.
Bølgerne bliver højere, og det regner og blæser meget kraftigt, lyder det over telefon fra Kristian Lyng Nielsen.
Supertyfonen Yolanda: 12 millioner mennesker i fareHan og kæresten befinder sig på Filippinerne som en del af en tre måneders rundrejse. De har valgt at forlade det hotel, de bor på, og har søgt tilflugt hos en anden dansker, Ole Jakobsen, som er bosat i El Nido og til daglig driver den lokale restaurant El Nido Corner.
»Vores hotel ligger ned til vandet, og vi føler ikke, det er sikkert. Vi fik at vide, at vi skulle blive på værelserne, men der er ikke rigtig nogen, der taler engelsk, og vi havde en frygt for, hvad der kan ske. Der snakkes om seks-syv meter høje bølger. Så vi har pakket rygsæk med vores rejsepapirer og telefoner og har forladt hotellet«.
Kæresteparret blev tilbudt at blive evakueret til en skole, men Ole Jakobsen syntes, de skulle komme over til ham. Og det er parret »utrolig glade for«.
Kristian Lyng Nielsen fortæller, at strømmen i byen er gået, og at de lige nu får strøm af en nødgenerator. Tiden bruger de på at se filippinsk tv og på at holde sig opdateret om tyfonen.
Familien hjemme i Danmark er nervøse på Kristian Lyng Nielsen og hans kærestes vegne.
Og de har da heller aldrig været i sådan en situation før.
»Aldrig nogensinde. Det kan jeg også mærke på min kæreste, og det gør det usikkert. Man har prøvet, at det blæser meget derhjemme, men det er ingenting i forhold til det, vi oplever nu. Man er usikker på, hvad vi vågner til, og der er en frygt for at komme tilbage til vores hotelværelse og se, om al vores bagage er vådt eller forsvundet«.
Der er meldinger om, at tre mennesker har mistet livet og syv indtil nu er kvæstede som følge af den voldsomme tyfon. Den spås at ramme El Nido, hvor Kristian Lyng Nielsen befinder sig, klokken 19 lokal tid, svarende til middagstid herhjemme.
»Det går hurtigt hernede. For en time siden kunne vi se længere end 10 meter frem. Det kan man ikke nu. Det er blevet mørkt, og der er tunge sorte skyer«.




























