Min første rejse ...
Jeg kommer fra en nomadefamilie, der har rejst og boet mange forskellige steder i USA, Paris og Stockholm. Men den første rejse, jeg husker, var, da vi flyttede fra Sverige til New York i 1965, da jeg var tre år.
Min bedste rejse ...
Jeg rejser hele tiden – jeg har 50-100 job om året – så mange af mine bedste rejser er turneerne. F.eks. var jeg i sensommeren på en duo-turné i Danmark med min pianist Nikolaj Hess. Jeg havde brug for noget mindre og mere intimt efter forårets store danmarksturne, så det var bare ham og mig, klaver og stemme – en supergod oplevelse.
LÆS REJSEMINDERLotte Friis: Jeg blev glemt i Lissabon
Min værste rejse ... var en klasserejse i 1978 til Leningrad (i dag Skt. Petersborg, red.) i Sovjetunionen. Alt var gråt og brunt, det var koldt, værelserne kummerlige, alting var bare trist og tungt. Vi var 15 år, teenagere, og alt var ’aaad’ og ikke hjemmevant. Jeg har altid været ret nørdet og elsker museer, så jeg blev helt deprimeret over et besøg i Vinterpaladset. Renoveringen af ting og bygninger var sjusket udført, og jeg blev så ked af al den kultur, der var gået tabt. På rejser medbringer jeg altid ... bøger. Og mange af dem. Svensk som jeg er, har jeg tit knækbrød med på turné for at være sikker på at få morgenmad. Og helt morfaragtigt er jeg begyndt at tage egen pude med, for mange steder i Europa har man ikke bløde puder, man kan forme. Min favoritrejsepartner ... afhænger af destinationen, men jeg elsker generelt at rejse med min mand og tre sønner.






























