Min første rejse ...
var øhop i Grækenland sammen med mine forældre, da jeg var 5-6 år. Min søster og jeg havde lange, røde slangekrøller, som min far klippede af, fordi han syntes, det var så varmt. Jeg fik aldrig krøller igen, og det tager vi op i familien en gang imellem.
Min bedste rejse ...
er rejserne med min datter, Celeste, som nu er 8 år. I 2010 havde vi en fantastisk tur til Rom, hvor der er så smukt, og så elsker italienerne børn. Min datter er frisk på at gå, så vi tager aldrig bussen. Hun holder af museer, men er samtidig en rigtig hyggetrold, som også kan lide bare at sidde på Piazza Navona og tegne i en lille medbragt bog.
Fire fede oplevelser med børn i Rom
På rejser medbringer jeg altid ... min hovedpude, som er en af Celestes gamle babyhovedpuder. Hotelhovedpuder er for store og ikke til at krølle sammen. Min favoritrejsepartner ... er mit barn, når vi fokuserer på tosomhed og fællesskab. Vi er supergode til at hygge os. Hun er interesseret i kultur, og der er ikke noget med, at man ikke kan gå på det og det museum. Under besøg i Berlin forsøgte hun virkelig at forstå alt det med øst-vest og Muren, og det er stort af så lille et menneske. Selvfølgelig skal vi også ind i den samme perlebutik for tredje gang.



























