Min bedste rejse ...
var i 1995, da min mand og jeg var i Zimbabwe og Sydafrika for at besøge hans familie. Det var det hvide Afrika, vi besøgte, og det var, inden familiens farme blev konfiskeret af Mugabe.
En af mine største oplevelser – ud over at holde ferie på henholdsvis den enes kødkvægfarm og den andens mælkekvægfarm, hvor et af de daglige problemer var leoparder, der trængte ind gennem hegnet og tog kalvene – var at bo på familiens husbåd på Lake Kariba, der var ankret op ved en lille ubeboet ø midt i søen. Den dag, vi ankom, var en enlig elefant svømmet over til øen på jagt efter føde, og vi kunne høre den knække træer og grene på sin vej rundt, og nogle gange kunne vi også se den. Om aftenen havde min svigerinde Kay en stærk pære, som hun lyste med ud i vandet, og så kunne vi se alle krokodilleøjnene, der glimtede bare få meter fra os. Der var vi lige midt i naturen, og der var ingen andre mennesker i nærheden.




























