Min første rejse ...
var en tur til Sverige, hvor vi tog toget fra Humlebæk til Helsingør og over med Øresundsbusserne for at købe mandler, sukker og en sjælden gang kakao. Det var i 1970'erne, og det var et rigtigt eventyr.
Udforsk Sveriges små paradisøer
Min bedste rejse ...
var til New Zealand i 1984. Jeg arbejdede halvanden år som pedelmedhjælperassistent, og det gav mig penge nok til en flybillet til New Zealand. Jeg blev der i 10 måneder og oplevede den vilde natur, som alle siden har set i ’Ringenes Herre’.
Vi klatrede i huler, dykkede med delfiner og sæler, besteg bjerge og vulkaner, gravede guld, raftede på floderne og mødte et venligt og imødekommende folk.
Rejseminder: »Turistede chartermål har aldrig givet mig gode rejseoplevelser«
Min værste rejse ...
var en af de mange rejser, jeg har været på til Lapland. Jeg var sammen med min ven Joachim og fik drukket for hårdt af kilderne, så jeg fik en grim maveinfluenza.
Efter tre dage med 25 kilo på ryggen og godt 25 kilometer om dagen var jeg helt groggy, og på en sylespids snebeklædt top i mange kilometers højde brød jeg sammen og græd og græd af angst for at falde ned. Joachim så noget overrasket ud og viste mig, at vi stod på en bakketop uden sne og i maks. 100 meters højde.
På rejser medbringer jeg altid ...
kniv, tændstål, snor og pose ... tænk, hvis du fandt kantareller. Og ellers små tasker og systemer til at pakke om og op og i.


























