Min første rejse ...
var som 8-årig, da jeg var på Bornholm med min farmor. Vi fløj derover, hvilket også var en debut på transportfronten. Jeg husker følelsen af ærefrygt, da vi lettede fra Kastrup – og det meste af vejen derover sad jeg og beskrev oplevelsen på de små brækposer af papir.
Min bedste rejse ...
har der været mange af. Jeg har nattebadet i Genesaret Sø i Israel, set New Yorks lys fra Empire State Building, svævet over Stockholm i en luftballon, lyttet til stilheden i Andalusiens bjerge, rejst i bil tre måneder gennem Europa, dengang verden var en anden, udforsket storbyer med mine børn, siddet i en havestol foran et lille, rødt hus i en svensk skov med den perfekte mængde hvidvin i blodet.
Præsten om sin værste rejse: »Pludselig blev vi omringet af militær og politi«
Min værste rejse ...
var, da jeg som rygsækrejsende i 1988 sejlede fra Sharm El Sheikh til Dahab i Egypten. Der var alt for store bølger til den lille rutebåd, og jeg var søsyg og måtte håndtere en nærgående kaptajn, som venligt havde anvist mig en køje. Værre blev det, da vi endelig lagde til kaj, og min engelske veninde og jeg som de eneste blev tilbageholdt på skibet.
Besætningen havde undervejs inddraget alles pas, og vi havde derfor ikke mange kort at spille med. Da vi endelig fik lov til at gå fra borde, var det blot for at blive placeret på et par stole på havnekajen med besked om, at om lidt kom politimesteren, og så kunne vi få vores pas igen – hvis vi altså lige ville være så venlige at ’show him a good time’ først.
