Min første rejse ...
var en skiferie til Norge med min mor, to søskende og en hel masse andre familier. Vi havde lejet en stor hytte nær Lillehammer og skulle derop med tog. Vi slæbte al mad med hjemmefra, så det var lidt af et show, men vi løb langrend, kælkede og legede i sneen til den store guldmedalje.
Min bedste rejse ...
var fire uger i Costa Rica i 2008 med min kone og vores dengang 7-årige søn Oskar. En stor del var badeferie, men Oskar og jeg skulle også prøve ’canyoning’, som er rappelling gennem vandfald. Jeg havde forinden spurgt, om det var noget, han kunne deltage i trods sin unge alder, og det kunne han sagtens. Så vi kørte sammen med flere andre op i bjergene og gik hen til det første vandfald, vi skulle ned ad. Jeg troede, der måske ville være en lille prøvetur, men dette var et 60 meter langt rappel! Foran os i køen gik et barn helt i panik, så jeg måtte peptalke Oskar, indtil det blev vores tur. Han klarede det superflot og var enormt stolt bagefter.




























