Min første rejse ...
er så tidlig, at jeg ikke kan huske den, fordi min familie altid har rejst især på bilferie i Europa. Mine forældre, Bettina og Jimmy, min storebror, Daniel, og jeg har både boet på hoteller og på campingpladser. Jeg har altid elsket at bo i telt. Der var ikke noget så skønt som at ligge med hele familien inde i teltet og høre regnen ramme teltdugen, mens mor læste højt. Vi har ligget i telt i Tyskland, Sverige og Sydfrankrig, men kan også godt lide at tage til mere ukendte lande som Estland, Litauen, Bosnien og Albanien. Vi har været over stort set hele Europa.
Min bedste rejse ...
var sidste sommer, da min kæreste, Jakob, og jeg tog et roadtrip rundt i Europa i fire uger. Vi havde lånt mine svigerforældres lillebitte Lupo og kørte helt ned til Brindisi i Italien og sejlede til Grækenland. Vi øhoppede lidt og kørte op gennem Grækenland. Efter Grækenland kørte vi ind i Albanien. På kortet var der en stor og fed hovedvej, men det var i virkeligheden en lille bjergvej med hårnålesving og geder gående på vejen. I vejkanten så vi en mand med et gevær. Jakob forsøgte at berolige mig ved at sige, at manden stod med en høtyv. Vi nåede frem til et hotel, som i virkeligheden var en lille bjælkehytte. To forskellige slags sengetøj i ren Fætter BR-stil, men værterne var så søde. De kunne se, at vi var trætte, og spurgte, om vi ville have aftensmad, og serverede traditionel kohjernesuppe, som var en brun substans. Albanien var alligevel fantastisk, fordi det skilte sig ud fra det øvrige Europa.




























